Christian Juhl ændrer efter ni dage forklaring om møder med Folkefronten til Palæstinas Befrielse.
Enhedslistens Christian Juhl inviterede som folketingsmedlem mindst to gange medlemmer af Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) til møder på Christiansborg.
For ni dage siden lød forklaringen, at Juhl i sin tid som folketingsmedlem "mødtes med mange mennesker, som jeg er dybt uenige med".
Han sagde videre, at møderne omhandlede palæstinensiske fangers forhold og brud på deres menneskerettigheder.
Onsdag ændrer Christian Juhl forklaring og siger, at han ikke anede, at de personer, han mødtes med, var medlemmer af PFLP. Det skriver BT.
- Jeg har ikke haft nogen viden om, at dem jeg mødtes med, skulle være medlemmer af PFLP. Jeg har i Folketinget ikke haft samarbejde med PFLP eller haft til hensigt at mødes med PFLP. Det er beklageligt, hvis mine møder har givet anledning til at så tvivl om det, skriver Christian Juhl til BT.
Den palæstinensiske organisation har gennemført dødelige angreb mod israelere og er på både EU's og USA's liste over terrororganisationer.
Christian Juhl stoppede i Folketinget i 2022 efter 11 år som folketingsmedlem.
BT skriver, at han i løbet af den periode mindste tre gange mødtes med personer, der er medlemmer af eller tilknyttet PFLP - i 2012, 2018 og 2020. To af dem foregik ifølge mediet på Christiansborg.
Christian Juhl mødtes blandt andre med PFLP-lederen Khaled Barakat og Abla Sa'adat, konen til PFLP's fængslede generalsekretær, Ahmad Sa'adat.
BT har spurgt, hvorfor Juhl nu ændrer forklaring, og hvordan det kan være muligt, at han ikke vidste noget som helst om, at de personer, han mødtes med, var medlem af eller tilknyttet PFLP.
Det har Juhl ikke ønsket at svare på.
/ritzau/
