Sommerferien står for døren, og rejselysten er stor blandt danskerne.

Det afspejles blandt andet i efterspørgslen på et nyt pas.

Alene i Københavns Kommune er antallet af pasansøgninger steget med 50 procent.

Fra 6.000 ansøgninger i maj 2019 til 9.000 i maj i år.

»Det skyldes blandt andet, at vi er i gang med at afvikle et efterslæb fra corona-perioden,« siger Line Friedrichsen, der er chef for borgerservice i Københavns Kommune.

Som konsekvens må rejselystne københavnerne uden gyldigt pas væbne sig med tålmodighed.

De københavnske borgerservicecentre har nemlig først ledige tider til pasbestilling fra 3. juni. Og derefter er leveringstiden tre uger, fra man bestiller sit nye pas.

Rejsebureauernes brancheorganisation opfordrer derfor til, at man for en god ordens skyld tjekker udløbsdatoen på sit gamle pas.

»For mange er passet noget af det sidste, de tjekker, før de rejser. De ved godt, hvor det ligger henne, men har ikke tænkt over, hvornår det udløber,« siger Lars Thykier, administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening.

Man skal officielt have sit pas på sig for at rejse sydpå eller uden for EU.

Alt afhængigt af hvor man rejser hen, skal passet have op til mindst seks måneders gyldighed, fra den dag man rejser ud, forklarer Lars Thykier.

»Vi har desværre ikke i Danmark samme regel som i mange andre europæiske lande om, at man kan rejse inden for EU med et såkaldt identitetskort. Vi har ikke noget, der kan erstatte passet, når vi rejser,« siger han.

De nordiske lande er dog undtaget, hvilket vil sige Sverige, Norge, Finland og Island. Her kan man rejse ind med blot et sygesikringskort.

Ventetiden på københavnernes pasansøgninger hænger blandt andet sammen med, at kommunens borgerservice har ekstraordinært travlt med at betjene borgere, der skal overgå til MitID og har brug for assistance.

Yderligere er der også stor interesse for at brevstemme forud for folkeafstemningen 1. juni om EU-forsvarsforbeholdet.

»Det undrer mig, at man ikke har sendt besked ud til borgere med pas, der udløber i år. Det er muligt, jeg er naiv, men jeg går ud fra, man har en database over danskernes pas. Det burde man have kapacitet til,« siger Lars Thykier.

Skulle man være så uheldig at stå uden gyldigt pas, mens flyet holder og venter, er der dog hjælp at hente.

Ifølge Lars Thykier findes der en nødpasordning, hvor man i lufthavnen kan få udstedt et nødpas med en gyldighed på seks måneder.

Nødpasset udstedes af lufthavnspolitiet i form af et dokumentpapir, og det koster 750 kroner.

»Det er selvfølgelig worst case, og ikke alle lande accepterer sådan et papir, især ikke uden for EU,« siger Lars Thykier.