Eksplosion skete lige over for Jyttes bolig: 'Det var uhyggeligt'
Jytte Stehnkuhl hørte fra tæt hold den voldsomme eksplosion mandag aften.

Jytte Stehnkuhl hørte fra tæt hold den voldsomme eksplosion mandag aften.

Den kraftfulde eksplosion mandag aften på Urbanplanen på Amager, skete lige skråt over for Jytte Stehnkuhls bolig.
»Vores havedør var åben, da det høje brag skete. Det var uhyggeligt,« siger hun.
Det er endnu uvist, hvad der eksploderede, og om der er tale om et uheld eller en forsætlig handling, oplyser politiet.
Men faktum er, at en mand på 31 år er kommet alvorligt til skade og kørt på hospitalet.
Det oplyste Dyre Sønnicksen, der er vagtchef hos Københavns Politi, klokken 18:33 til B.T.
På det tidspunkt var politiet talstærkt til stede, mens brandvæsenet arbejder på at få situationen under kontrol på Kurvemagerstien, hvor eksplosionen fandt sted.
Da Jytte Stehnkuhl hørte sirenerne fra politi og brandbiler efter eksplosionen, gik hun udenfor for at se nærmere på, hvad der var sket.
Det fik hun dog ikke noget ud af.
»Vi fik alle besked om at gå ind igen, og min havedør vender væk fra vejen, hvor eksplosionen skete, så nu kan jeg ikke rigtig se, hvor mange brandfolk og politi, der er længere,« siger hun.