USAs og Israels angreb på Iran, der startede lørdag morgen, kører fortsat på fulde drøn og har allerede spredt sig til mange andre lande i Mellemøsten.

Men selvom de europæiske lande ikke direkte er inddraget i krigshandlingerne, så er der alligevel en øget trussel mod europæiske borgere som følge af krigen. 

Lige nu opholder der sig nemlig iranske terrorceller i Europa, som med kort varsel vil kunne angribe især jødiske og mål, hvis de bliver aktiveret.

Det fortæller den amerikanske forsker Colin P. Clarke, som er administrerende direktør for det amerikanske efterretnings- og konsulentfirma Soufan Center, til Berlingske.

Han vurderer, at Iran i mange år har 'vedligeholdt og dyrket' USA- og Israel fjendtlige militser og terrororganisationer med det formål at kunne slå til i Mellemøsten og i Vesten.

»Jeg vil helt klart forvente, at Teheran, hvis de amerikanske angreb udvikler sig til en eksistentiel trussel mod regimet, beordrer terrorangreb udført i udlandet, herunder i Europa. Iran er et opportunistisk regime og vil ramme Europa, hvor det gør ondt,« siger han til avisen.

Colin P. Clarke fortæller til Berlingske, at han ikke har nogen specifik viden om mulige angreb mod Danmark. 

PET har i et skriftligt svar til avisen sagt, at man har haft et øget fokus på beskyttelse af israelske og jødiske interesser i Danmark.