Bør man vaccinere så mange borgere som muligt – men gøre det en anelse mindre effektivt?
Det spørgsmål rejses herhjemme, efter at de britiske sundhedsmyndigheder nu har besluttet, at man i Storbritannien skal vente 12 uger fra første dosis vaccine mod covid-19, til man får den anden indsprøjtning.
I Danmark retter vi os fortsat efter forskrifterne fra Pfizer og BioNTech, der står bag vaccinerne, og nøjes med at vente tre uger. Og mens danske eksperter er påpasselige med at ville kopiere briterne, mener De Konservative og SF, at der også i Danmark skal kigges på, om man kan udskyde det andet skud med coronavaccine.
»Hvis vi udskyder vaccination nummer to, så har man væsentlig flere vacciner til rådighed, så flere kan beskyttes,« siger De Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, til DR.

Første skud vaccine giver 91 procent beskyttelse mod covid-19, mens andet skud hæver beskyttelsen til 95 procent.
Derfor opfordrer professor og ledende overlæge Lars Østergaard fra Infektionsmedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital de danske myndigheder til nøje at gøre det samme, så længe vi ikke har doser nok, skriver DR.
»Der er nok ingen tvivl om, at man skal have anden dosis, men man kan nå at få vaccineret mange flere, hvis man sparer den anden dosis fra dem, der har fået en, og giver den til nogle, der endnu ikke har fået en dosis,« siger han og henviser til netop den forholdsvis høje effektivitet ved én dosis.
Han får dog ikke opbakning fra Eskild Petersen, læge og adjungeret professor ved Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet, der kalder briternes strategi 'desperat':
»Det er rigtigt, at man kan udskyde tidspunktet for anden dosis for eksempel til seks uger senere. Men så er man også på halvdybt vand. For hvis dit immunsystem taber hukommelsen, hjælper det ikke at give anden dosis tre måneder senere. Den første dosis skal jo booste den anden.«
B.T. har talt med ophavsmanden til den opsigtsvækkende idé, David Salisbury, som er tidligere britisk vaccinationschef. På under en uge er det lykkedes ham at overtale den britiske regering til helt at skifte strategi.
Og han mener, at hans strategi også ville give mening i Danmark.
»Ja, selvfølgelig. Alle lande med et stigende antal syge, indlagte og døde bør kraftigt overveje at gøre som os. Hvis Danmark har masser af vaccine, så er der måske ingen grund til at skifte strategi, men det er mit indtryk, at det ikke er tilfældet,« siger han.
Danmark har ifølge SSI hidtil modtaget 45.825 doser af den vaccine, der er udviklet af virksomhederne Pfizer og BioNTech i fællesskab.
Den første sending ankom 26. december, og dagen efter begyndte vaccinationen af personer i udvalgte risikogrupper. Anden sending kom 28. december, mens næste sending på knap 48.000 doser efter planen vil ankomme til Danmark søndag for at blive brugt mandag.