På onsdag holder regeringen pressemøde om, hvilke restriktioner der vil blive lempet, og hvilke der vil fortsætte til efter 28. februar.
Mette Frederiksen har dog på Facebook søndag indikeret, at man allerede mandag vil få at vide, hvad der er på vej.
'Næste uge kommer til at handle om, hvordan vi forsvarligt kan udfase nogle flere af restriktionerne. Måske regionalt. Mere om det i morgen (mandag, red.), når eksperterne har regnet på tallene og mulige scenarier,' skriver Mette Frederiksen.
TV 2 har talt med to eksperter om Mette Frederiksens udmelding på Facebook om en mulig lempelse af restriktionerne.
Tidligere direktør for Statens Serum Institut Nils Strandberg Pedersen vil ikke udelukke, at scenariet bliver det stik modsatte – at regeringen i stedet vælger igen at lukke helt ned for skolerne.
»Det kan man ikke udelukke, for hvornår er bægeret fyldt? Lad os sige, vi får fem store udbrud mere på skoler – så vil man nok sige, at det er man nødt til at gøre,« siger han til TV 2 med en henvisning til smitteudbruddene i Kolding og Ishøj, som jo førte til, at skolerne atter blev lukket ned i Kolding by og hele Ishøj Kommune.
Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet, er mere optimistisk. Han tror, at der er mulighed for, at både afgangsklasserne og efterskoleeleverne kan komme tilbage i skole, men understreger, at forholdene lynhurtigt kan ændre sig.
Nils Strandberg Pedersen er enig i, at afgangsklasserne står først for, hvis en genåbning kommer på tale, men ser i så fald kun en regional genåbning som en reel mulighed.