Vi skal fokusere mere på indeklimaet i kampen mod corona.

Det konkluderer nu 20 danske eksperter i et indlæg i Ugeskrift for Læger, hvori de én gang for alle slår fast:

SARS-CoV-2 er en luftbåren virus.

Det betyder, at virussen smitter via mikroskopiske partikler i luften, som vi ånder ud.

Medunderskriverne på indlægget, som blev publiceret mandag, tæller blandt andre direktøren for Statens Serum Institut, Henrik Ullum, samt tidligere faglig SSI-direktør Kåre Mølbak.

»Vi går ud med det nu, fordi der er kommet en gradvis, stigende erkendelse af, at aerosolsmitte via vores udåndingsluft er den vigtigste smittevej,« siger Henrik Ullum til Ugeskriftet.

Om corona er en luftbåren virus eller ej har løbende været genstand for diskussion, siden den første patient blev smittet i 2019.

Af samme grund markerer udmeldingen »et paradigmeskift« i forebyggelsen af luftvejsinfektioner, siger den tidligere SSI-direktør Kåre Mølbak til Ugeskriftet.

»Der er langt fra at sige, at der er en luftbåren komponent, der spiller en rolle i nogle sammenhænge, til at sige helt generelt, som vi gør nu, at det her er en luftbåren infektion.«

Det nye paradigme betyder konkret, at de 20 eksperter opfordrer til øget opmærksomhed på luftkvaliteten inden døre i bekæmpelsen af coronavirus såvel som andre luftvejssygdomme som influenza.