Forestil dig, at du skal have mundbind på, når du går dig en tur. Når du løber et par kilometer.

Ja, faktisk fra det sekund, du forlader din dør.

Sådan kan virkeligheden komme til at se ud, hvis det står til Mette Frederiksen og resten af regeringen.

På et møde med Folketingets sundhedsordførere var et krav om mundbind i det offentlige rum nemlig et af to tiltag, som Magnus Heunicke og Nick Hækkerup pludselig trak op af lommen.

Her står folk i kø til en pakkeshop med mundbind på. Måske kan det snart blive et krav med mundbind i det offentlige rum.
Her står folk i kø til en pakkeshop med mundbind på. Måske kan det snart blive et krav med mundbind i det offentlige rum. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

De to ministre kunne ikke skrabe et flertal til forslaget sammen på mødet, men giver det overhovedet mening at skulle bære mundbind udendørs?

Det har B.T. spurgt to viruseksperter om, og svaret er –  ifølge dem – ganske klart:

Nej.

»Jeg kan ikke se for mig, at det giver mening med sådan et påbud. Smitten sker klart indendørs, og dér giver det nuværende krav rigtig fin mening,« siger professor Eskild Petersen, Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet, til B.T.

Han bliver bakket op af Christian Wejse, der er afdelingslæge i infektionssygdomme ved Aarhus Universitetshospital.

»Jeg kan ikke se, at der er belæg for, at sådan et påbud skal indføres. Det er formentlig sparsomt, hvor meget det vil sænke smitten,« siger han.

Lige nu er der et krav om, at du skal iføre dig mundbind i supermarkedet, i den kollektive trafik, hos lægen og en række andre steder.

Men indtil videre har du altså kunnet nyde den friske luft og indånde den på dine gå-, løbe- og cykelture, uden at det skulle være gennem et mundbind.

Er du stor modstander af at skulle bære mundbind på dine gå- eller løbeture? Så vil B.T. gerne høre fra dig på sebj@bt.dk.

Og sådan skal det også blive ved med at være, hvis du spørger Christian Wejse.

»Det er sådan, at virus i praksis smitter meget begrænset udenfor. Du skal være tæt på en anden i lang tid for at smitte udendørs, så det er meget teoretisk, at man skal kunne smitte ved at gå forbi en på gaden,« siger han og fortsætter:

»Der skal dråber – af en vis størrelse – fra din mund og over i min, og det er alt andet end lige meget usandsynligt, hvis vi bare krydser hinanden på gaden.«

Eksperterne påpeger også en anden ting.

Forsamlingsforbuddet er nemlig så lavt lige nu, og vejret så køligt, at vi ikke ser små siddende forsamlinger i Kongens Have, på Islands Brygge og andre steder.

»Det ville være noget helt andet, hvis vejret var godt, og der var masser af små forsamlinger rundt omkring, som vi så det i sommer. I sådan et tilfælde kunne mundbind være effektivt, men lige nu? Nej, det kan jeg ikke se for mig,« understreger Christian Wejse.

Afdelingslægen gør dog også klart, at han uden tvivl vil støtte om op kravet, hvis det bliver en realitet.

Torsdag aften sagde justitsminister Nick Hækkerup til Jyllands-Posten, at han er forundret over de andre partiers modvilje.

»De øvrige partier deler åbenbart ikke vores bekymring for smittens udvikling og ville derfor ikke være med. Tilsyneladende fordi de ikke mener, at situationen er så bekymrende, som vi mener,« siger han til avisen.