I denne uge meddelte Statens Serum Institut, at vi kan forvente flokimmunitet inden for få uger i Danmark. Men flokimmuniteten er ikke livslang, som man for eksempel ser det med mæslinger, og derfor skal der være fokus på at fastholde den, siger eksperter.

Men hvordan gør man så det helt konkret?

»Vi kan fastholde immuniteten ved at vaccinere folk. Lige nu er man ved at udvikle en vaccine målrettet omikronvarianten. Og den vil i hvert fald være klar, når vi rammer efteråret, og epidemien måske blusser op igen,« siger Nils Strandberg Pedersen, tidligere direktør ved Statens Serum Institut.

Han mener på linje med Statens Serum Institut, at det kun er et spørgsmål om tid, før den så eftertragtede flokimmunitet er en realitet i Danmark.

»Vi har meget høje smittetal lige nu med omkring 300.000 smittede om ugen af dem, der bliver testet. Derudover er der dem, der ikke bliver testet. Så det tyder på, at vi med omikron vil have overstået epidemien i denne omgang,« siger Nils Strandberg Pedersen.

Han påpeger, at der stadig godt kan være tilfælde af coronavirus, men slet ikke i samme antal, som vi ser lige nu.

Flokimmunitet betegner, hvornår der er så stor immunitet i befolkningen, at en sygdom ikke længere kan sprede sig bredt i samfundet. I stedet skal vi så lære at leve med sygdommen:

»Desværre er det sådan med coronavirus, at immuniteten ikke er super god, hverken når man bliver vaccineret eller smittet, så derfor kan vi risikere, at den kommer tilbage igen efter et stykke tid. Og derfor vil det efter al sandsynlighed være sådan, at vi skal vaccineres igen i efteråret for at fastholde immuniteten. Og så er der også den mulighed, at der kan opstå en ny variant, så den beskyttelse, vi har, ikke er tilstrækkelig,« siger Nils Strandberg Pedersen.

Torben Mogensen, formand for Lungeforeningen, mener også, at det til efteråret kan blive nødvendigt med et fjerde stik for at fastholde flokimmuniteten.

Lige nu er han dog optimistisk og er ikke længere er bekymret for smitte blandt risikogrupperne, som mange af Lungeforeningens medlemmer er iblandt.

»Det tyder på, at omikronvarianten ikke er så farlig og ikke går i lungerne. Og så har stort set alle af vores medlemmer fået et tredje stik,« siger Torben Mogensen.

Han erkender dog, at han havde regnet med, at flokimmunitet ville have ramt Danmark langt tidligere.

»I starten af epidemien troede vi, at 60 procent skulle være immune. Men det er nok nærmere 80-90 procent, der enten skal være smittet eller vaccineret, før vi kan sige, vi har det, vi kalder flokimmunitet,« siger formanden og tilføjer:

»Det er kommet bag på mig, at vaccinen ikke har været mere effektiv i forhold til at bremse smittespredning. Men så har den så været effektiv i forhold til, at folk ikke er blevet alvorligt syge,« siger Torben Mogensen.

Med den snarlige flokimmunitets indtog i Danmark er der ingen grund til at bevare restriktioner og coronapas i Danmark, mener Nils Strandberg Pedersen.

»Det skal vi lægge i kassen nu, og så kan man genoverveje det, hvis der kommer en ny variant. Omikronvarianten er en meget mild sygdom for de fleste,« siger han.

Vaccinerne har været med til at skabe flokimmunitet i befolkningen, siger eksperter.
Vaccinerne har været med til at skabe flokimmunitet i befolkningen, siger eksperter. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Direktøren for den europæiske afdeling af WHO, Hans Kluge, sagde desuden søndag, at 60 procent af befolkningen i Europa kan blive smittet inden marts.

Når bølgen af smitte aftager, forventer han, at der i flere uger og måneder vil være global immunitet.

»I Danmark er vi jo meget heldig stillet, fordi vi har så stor vaccinedækning (80,5 procent har fået første og andet stik, red.), og så er vi et lille land med et godt sundhedssystem. Så for os har omikronvarianten været et vendepunkt i epidemien. Netop fordi den smitter meget, og man ikke bliver nær så syg som ved foregående varianter,« siger Torben Mogensen.

I en pressemeddelelse vurderede Sundhedsstyrelsen mandag, at lidt over en million danskere har været smittet med omikronvarianten, siden den dukkede op i Danmark i begyndelsen af december.