Et hvidt pulver. Op gennem næsen. Og et hurtigt boost til festen.

Det er tanken bag Wildkrauts energipulver Energy Sniff, der blandt andet indeholder koffein, taurin og guarana.

På hjemmesiden kalder virksomheden produktet en »line of support« til alt fra natteliv, eksamenslæsning og træthed.

Men ifølge Jakob Johan Demant, professor ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet og ekspert i unges risiko, er der ingen tvivl om, hvad produktet spiller på:

»Det positive, der forbindes med kokainoplevelsen, forsøger man at overføre til et andet produkt. Det er selvfølgelig problematisk, fordi det er med til yderligere at normalisere kokain i vores samfund.«

Den bekymring deler Birgitte Thylstrup, som er lektor ved Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet.

»Sådan nogle produkter kan måske gøre, at særligt unge ubevidst vænner sig til tanken om at sniffe og dermed selve handlingen, som også er forbundet med brugen af coke.«

Alligevel bliver der på Facebook og TikTok reklameret for det hvide pulver,  der kan købes med levering til Danmark.

I 2024 blev produktet ellers indberettet til EUs Safety Gate af de bulgarske myndigheder, fordi det blev vurderet, at det ikke levede op til de europæiske produktsikkerhedskrav og potentielt kan skade næsen.

Sundhedsstyrelsen oplyser til B.T., at man kender til indberetningen, men ikke har kunnet vurdere produktet nærmere, fordi de præcise mængder af indholdsstofferne ikke fremgår af firmaets hjemmeside.

»Generelt vil Sundhedsstyrelsen fraråde, at man anvender produkter, hvor indhold og dosering er ukendt, eller hvor der er rejst tvivl om produktsikkerheden,« lyder det i et skriftligt svar.

Wildkraut har ikke ønsket at udlevere de præcise mængder til B.T. med henvisning til »forretningshemmeligheder« og afviser samtidig den bulgarske vurdering.

»Vi var ikke enige i, at selve produktsammensætningen udgjorde den sikkerhedsrisiko, der blev påstået,« lyder det.

'Dybt problematisk'
Men kritikken handler ikke kun om produktets indhold. På Facebook, YouTube, Instagram og TikTok florerer flere videoer, hvor virksomheden deler pulveret ud til unge – blandt andet ved uddannelsesinstitutioner.

»Det er klart, at det er dybt problematisk, at man forsøger at markedsføre det over for unge,« siger Jakob Johan Demant.

Også Birgitte Thylstrup reagerer kraftigt på den del af markedsføringen.

»Jeg bliver moralsk provokeret på de unges vegne, fordi jeg synes, de er udsat for så meget aggressiv markedsføring online,« siger rusmiddelforskeren.

Hun hæfter sig blandt andet ved, at produktet markedsføres som et boost til studie og eksamenslæsning.

»Det er jo ikke løst ved quickfix på den her måde. Det, synes jeg, er umoralsk.«

Begge forskere understreger dog, at man ikke kan vide, om produktet får unge til at begynde på kokain.

Har du prøvet produktet? Skriv til 1929@bt.dk

Et amerikansk studie fra 2006 med knap 26.000 deltagere har dog tidligere fundet en sammenhæng mellem brug af tyggegummi-cigaretter som barn og senere rygning.

Den bekymring deler Wildkraut ikke.

»Wildkraut blev aldrig skabt for at efterligne kokain eller andre illegale stoffer,« skriver stifter og direktør Eugen Fulterer, som afviser, at produktet er med til at normalisere kokainbrug.

Han understreger, at produktet er tiltænkt personer over 18 år, og at virksomhedens annoncering målrettes voksne.

Eugen Fulterer erkender dog, at dele af markedsføringen kan opfattes anderledes end tiltænkt, og oplyser, at Wildkraut nu gennemgår formuleringerne som »a line of support« og »short intermediate high« fra sin markedsføring.

B.T. har bedt både Meta og TikTok forholde sig til den kokainlignende markedsføring og risikoen for, at unge bliver eksponeret for den.

Meta er ikke vendt tilbage. TikTok skriver derimod til B.T., at platformen ikke ser noget problem. Tværtimod viser videoerne blot, hvordan Wildkraut rent faktisk skal bruges – nemlig ved at blive sniffet gennem næsen. Derfor mener TikTok ikke, at videoerne efterligner brug af ulovlige stoffer, lyder det.