Sent søndag aften lavede Folketinget et bredt forlig, der poster 106 milliarder kroner i nye investeringer i veje, jernbaner, cykelstier og elladestandere.
Og den aftale hænger langt fra sammen med den klimamålsætning, Danmark har. Det mener Mogens Fosgerau, der er professor i transportøkonomi på Københavns Universitet og har talt med Politiken.
Halvdelen af pengene går nemlig til at anlægge nye veje, der vil give plads til mange flere biler, og så kan man godt skyde en hvid pil efter ideen om, at mere jernbane – og dermed flere tog – kan sænke CO2-udslippet.
Mogens Fosgerau tror næppe, at de 45 milliarder kroner, der er sat af til jernbaner, kommer til at gøre en betydelig forskel for klimaet.
»Mange tror, man kan løse klimaudfordringen ved at udbygge den kollektive trafik, men det kan vi ikke. Vi kommer ikke til at have i nærheden af penge nok. Det er dødfødt fra starten, og enhver, der ævler om, at vi skal løse klimaproblemerne med kollektiv trafik, skal tilbage og have et regnekursus på skolebænken«, siger professoren til Politiken.
Henrik Gudmundsson, der er seniorkonsulent i den grønne tænketank CONCITO, er enig og kalder det naivt, at man tror, vi kan løse klimakrisen med kollektiv trafik.
Særligt ikke, når de kommende nyanlagte veje gør det lettere at bevæge sig rundt i sin bil – og elbiler udgør så lille en del på de danske veje i forvejen.
Også formand for Ingeniørforeningen IDA, Thomas Damkjær Petersen, og økonomiprofessor Peter Møllgaard, som også er formand for Klimarådet, mener, at aftalen arbejder imod at nå klimamålene.