Der er risiko for, at klimaaktivismen udvikler sig til vold og terrorisme. Sådan lyder advarslen fra en række eksperter, som Jyllands-Posten har talt med.
Ifølge eksperterne har efterretningstjenester – også i Danmark – stor fokus på frustrerede aktivister, der frygtes at ty til vold og terror i klimaets navn i fremtiden.
»Jeg har haft møder med efterretningschefer, som fortæller, at de er bekymrede for, at klimaaktivismen tager en voldelig drejning,« siger terrorforsker Magnus Ranstorp fra Försvarshögskolan i Sverige til Jyllands-Posten.
Den svenske terrorforsker bakkes op af både Peter Viggo Jakobsen, forsker i international sikkerhedspolitik ved Forsvarsakademiet, og Simon Elsborg Nygaard, som er forsker i psykologi ved Aarhus Universitet og beskæftiger sig med unge, der lider af klimaangst.
Ifølge alle tre eksperter er der stor risiko for, at både den ekstremistiske venstre- og højrefløj vil samle klimasagen op, hvilket kan blive 'en farlig cocktail, der måske kan føre til vold, terroraktioner, bombeangreb og lignende'.
Eksperterne henviser blandt andet til USA og Storbritannien, hvor der har været en række voldelige hændelser i klimaets navn – såsom kast med brosten.
Til Jyllands-Posten siger de tre eksperter, at de frygter, at voldsparatheden i Danmark vil vokse i takt med, at flere bliver mobiliseret til klimaaktivismen, da trusselbilledet er malet op således, at det nærmest legitimerer brugen af 'ekstraordinære midler' for at redde klimaet.
Jyllands-Posten har været i kontakt med PET, der ikke ønsker at kommentere sagen, men som i stedet henviser til den seneste årsrapport, hvori det fremgår, at 'terrortruslen fra politisk ekstremistiske miljøer i Danmark er begrænset'.
Flere politikere på klimaområdet fortæller dog avisen, at de har mærket den anspændte stemning i forbindelse med klimadebatten.
Deriblandt miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V), som har modtaget trusler, og Dansk Folkepartis miljøordfører, Pia Adelsteen.
»Jeg har følelsen af, at hvis man ikke taler de unge mennesker efter munden, så er man Fanden selv,« siger Pia Adelsteen til Jyllands-Posten og fortsætter:
»Når jeg kommer ud på gymnasier, er det, som om de tror, at verden går under i morgen.«