Markante stigninger i aktiekurserne har de seneste år kastet store gevinster af sig. Meget store.
Men hvis du håber på at kunne ride med på den bølge næste år, så er der knapt så gode nyheder på vej i din retning.
Flere aktiestrateger spår nemlig over for erhvervsmediet Finans, at forventningerne skal sænkes, mens aktierne skal vælges med mere omhu:
»Vi har lagt de lette afkast bag os, hvor det meste steg. Det er nødvendigt at sprede sin portefølje godt og gå efter kvalitetsaktier. Vi venter et år, hvor aktierne vil svinge langt mere i pris, end vi har set i det meste af 2021,« siger chefporteføljeforvalter i Bankinvest, Peter Lorin Rasmussen, til mediet.
Eksperterne forudser, at det næste år kan blive todelt.
Den første halvdel af året kan blive godt, når man lige har set omfanget af omikronvariantens indflydelse og konsekvenser an. Men den anden halvdel kan se anderledes ud, forklarer Peter Lorin Rasmussen til Finans.
Det skyldes blandt andet en forventning om, at den amerikanske centralbank til den tid vil begynde at hæve renten.
Eksperterne forventer dog fortsat, at globale aktier vil stige næste år – bare ikke i samme omfang, som vi har set det på det seneste.



