»...Jeg ville nok sige minimum fire ugers nedlukning. Ikke noget langt interval. Men det er der, vi er nødt til at se hen«.

Sådan siger virolog ved Københavns Universitet, Allan Randrup Thomsen, til TV 2 Lorry.

Han mener, at det vil være en god ide at skærpe corona-restriktioner i syv kommuner omkring København, som lige nu oplever høje smittetal.

Mere nøjagtigt bør man overveje at sende de ældste klasser og elever på ungdomsuddannelserne hjem i minimum fire uger.

Tomme klasselokaler kan meget vel snart blive en realitet på Vestegnen.
Tomme klasselokaler kan meget vel snart blive en realitet på Vestegnen. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

De syv kommuner er Herlev, Brøndby, Albertslund, Lyngby-Taarbæk, Ishøj, Gladsaxe og Vallensbæk.

Også Jan Pravsgaard Christensen, der er professor i immunologi på Københavns Universitet, siger til mediet, at man bør kigge nærmere på skolerne.

Ifølge Statens Serum Institut tegner de 10-19-årige og 20-29-årige sig for samlet 33.949 ud af 67.105 bekræftede tilfælde i Danmark.

Ifølge Jan Pravsgaard Christensen er det sværere at lukke kommunerne helt ned, som man for nylig gjorde i Nordjylland, da befolkningstætheden er større omkring hovedstaden. Læg dertil, at rigtig mange pendler mellem kommunerne.

(ARKIV) Elever fra Aarhus' ungdomsuddannelser demonstrerer foran rådhuset i Aarhus mod forlængelsen af den virtuelle undervisning tilbage i august måned.
(ARKIV) Elever fra Aarhus' ungdomsuddannelser demonstrerer foran rådhuset i Aarhus mod forlængelsen af den virtuelle undervisning tilbage i august måned. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Men skolerne og ungdomsuddannelser er en mulighed. Og særligt blandt de ældste elever, der sammenlignet med de små børn lettere kan være alene hjemme.

Hverken Allan Randrup Thomsen eller Jan Pravsgaard Christensen er nervøse for, at 14 dage til fire uger hjemme vil ødelægge de unges trivsel.

Og hvis smitten stagnerer eller helt falder, kan det være, at 14 dage er nok, lyder det fra Jan Pravsgaard.

Begge mener de, at man i en periode også bør skære ned på de unges sociale aktiviteter. Det gælder f.eks. cafeer, fitnesscentre og storcentre som steder, hvor unge søger hen og samles, hvis ikke de har faste rammer i skolen.

Fredag blev forsamlingsforbuddet på ti personer forlænget til og med 13. december.