»Som udgangspunkt mener vi, det er glædeligt, at vaccinen godkendes, så den kan bruges til de børn, der er i risiko for at udvikle alvorlig sygdom,« siger Klaus Birkelund Johansen, overlæge og formand for børnelægerne, Dansk Pædiatrisk Selskab.

Hans udtalelse kommer i kølvandet på, at det europæiske lægemiddelagentur (EMA) fredag besluttede at godkende coronavaccinen fra Pfizer til børn i alderen 12-15 år.

Lægen er dog samtidig forbeholden over for at skulle vaccinere alle 12-15-årige:

»Vi vil gerne opfordre til, at læger og Sundhedsstyrelsen afventer med at udrulle vaccinen, til vi har høstet de erfaringer, der kommer ind fra andre lande i løbet af de næste par måneder,« siger Klaus Birkelund.

Vaccinen blev tidligere i maj godkendt til de 12-15-årige i USA og Canada.

Men herhjemme er flere eksperter, som B.T. har talt med, mere tilbageholdende med at mene, det er en god idé at skyde en coronavaccine i skulderen på vores børn:

»Ligesom med andre frivillige vacciner synes jeg, at barnet skal vaccineres, hvis det har en underliggende sygdom, som for eksempel immundefekt, lungesygdom eller astma. Men hos raske børn synes jeg, det er overflødigt,« siger professor ved Roskilde Universitet Karen Angeliki Krogfelt, der forsker i blandt andet vacciner og immunologi:

»Hvis man er sund og rask, har immunsystemet brug for at blive sat i gang uden kunstige interventioner i form af en vaccine. Børns immunsystem er altid aktivt og parat til kamp, derfor kan man også risikere, at der opstår en voldsom reaktion i form af for eksempel allergiske reaktioner,« siger hun.

14-årige Sadie Sindland vaccineres i Connecticut, USA, i maj i år, efter Pfizers vaccine er blevet godkendt af den amerikanske lægemiddelstyrelse til børn ned til 12 år.  
14-årige Sadie Sindland vaccineres i Connecticut, USA, i maj i år, efter Pfizers vaccine er blevet godkendt af den amerikanske lægemiddelstyrelse til børn ned til 12 år.   Foto: JOSEPH PREZIOSO
Vis mere

Tidligere har eksperter argumenteret for at vaccinere børn, fordi det er nødvendigt for at opnå flokimmunitet i befolkningen. Men det argument køber børnelægeformanden Klaus Birkelund Johansen ikke:

»Vi skal være helt sikre på, at den har en acceptabel bivirkningsprofil i forhold til smitte med covid-19. Lige nu befinder vi os i en situation i Danmark med lav smitte, hvor vi har tid til at afvente resultaterne fra omverdenen,« siger han og tilføjer:

»Børnene har jo en meget lille risiko for at blive alvorlig syge med covid-19, og vi har indtil videre ikke haft nogen dødsfald blandt børn herhjemme,« siger formanden for børnelægerne.

I løbet af den seneste uge er det primært de 20-29 årige, som bliver smittet med covid-19, viser tal fra Statens Serum Institut. Herefter følger så aldersgruppen 10-19-årige.

»De 14-15-årige kan godt være med til at drive epidemien, men generelt ser de yngre børn færre mennesker end dem over 16,« siger formand for Lungeforeningen Torben Mogensen.

Han mener det er »spild af penge« at massevaccinere børnene, fordi de generelt bliver »meget lidt syge af covid-19«.

»Så kan der være en grund til, at man alligevel vælger at vaccinere et barn, der ikke selv er i risiko for alvorlig sygdom. Det kunne for eksempel være, hvis man har noget tæt familie, som er meget syg, og som ikke har kunnet tåle at blive vaccineret,« siger Torben Mogensen.

Det har ikke været muligt for B.T. at få en kommentar fra Sundhedsstyrelsen.

Når Sundhedsstyrelsen tager stilling til nye vacciner i børnevaccinationsprogrammet, skal sygdommen »være alvorlig for det enkelte barn og derfor vigtig at forebygge«, skriver styrelsen på sin hjemmeside.