»Det er værd at fokusere på smitteopsporing. Det koster ikke meget, og det fører ikke til store nedlukninger, som er til stor gene for mange mennesker. Smitteopsporing kan noget i forhold til at bremse forskellige mutationer«.

Sådan siger Rune Hartmann, professor ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik ved Aarhus Universitet, efter Statens Serum Institut lørdag meddelte, at der er registreret et tilfælde af den sydafrikanske variant (N501YV2) i Danmark.

En variant, der første gang blev registreret ved Mandela Bay i Sydafrika i sommer.

Sundhedsminister Magnus Heunicke meddelte i den forgangne uge, at smitteopsporingen i Danmark skal intensiveres. Og det er ifølge Ole F. Olsen, direktør for European Vaccine Initiative (EVI), en god idé, hvis udbredelsen af den sydafrikanske variant skal stoppes:

Smitteopsporing på telefon på appen Smittestop.dk.
Smitteopsporing på telefon på appen Smittestop.dk. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Det er en god idé at have et godt beredskab på plads, så man hurtigt kan opdage nye varianter af virus og derfor hurtigere kan inddæmme dem og respondere på dem. Problemet med den sydafrikanske variant er, at den er opstået i et land, hvor beredskabet ikke er så stærkt, og at den derfor har fået lov til at sprede sig, inden man er blevet opmærksom på den,« siger han.

Flere eksperter fra udlandet og herhjemme har allerede sagt, at varianten muligvis har nogle mutationer, som gør, at de to godkendte vacciner i EU skulle være mindre effektive mod denne variant.

Det mener Rune Hartmann dog ikke skulle være tilfældet:

»Jeg tvivler på, at varianten er i stand til at sætte vaccinen ud af funktion.«

Forskere analyserer coronaprøver for at finde forskellige varianter af coronavirus, så vi kan overvåge udviklingen i Danmark. Danmark er et af de bedste lande i verden til at gensekventere.
Forskere analyserer coronaprøver for at finde forskellige varianter af coronavirus, så vi kan overvåge udviklingen i Danmark. Danmark er et af de bedste lande i verden til at gensekventere. Foto: Lars Horn
Vis mere

Det skyldes ifølge begge eksperter, at de nye mRNA-vacciner (Pfizer og Moderna) i løbet af få måneder hurtigt vil kunne tilpasses, så de passer til de nye varianter. Det underbygges desuden af et nyt studie fra Pfizer/BioNTech, der viser, at selskabernes vaccine virker mod den sydafrikanske variant.

»Den har nogle mutationer, som tyder på, at vaccinen teoretisk set ikke virker så godt, men der er ikke nogen konkrete forsøg, der har vist det,« siger Ole F. Olsen.

Statens Serum Institut meddelte lørdag, at varianten formentlig er mere smitsom end de gængse varianter, dog uden forskerne kan sige, præcis hvor meget mere smitsom.

Varianten har spredt sig i Sydafrika, ligesom B117-varianten har spredt sig i England og Irland. B117-varianten er grunden til, at det danske samfund fortsat er lukket ned trods faldende smittetal og et kontakttal under 1.

Covid-19-patienter på Steve Biko Academic Hospital i Pretoria i Sydafrika.
Covid-19-patienter på Steve Biko Academic Hospital i Pretoria i Sydafrika. Foto: PHILL MAGAKOE
Vis mere

»Den sydafrikanske variant ligner den britiske. SSI frygter, at den er mere smitsom, men de ved det reelt set ikke,« siger Rune Hartmann.

»I bagklogskabens klare lys skulle man måske hellere have lukket ned for indrejsende før jul. Men det er selvfølgelig altid let at være bagklog,« siger han.

Både Rune Hartmann og Ole F. Olsen fremhæver, at vi i Danmark er gode til at gensekventere de positive coronaprøver, og at vi derfor hurtigt kan få et overblik, hvis den sydafrikanske variant skulle sprede sig yderligere.

»Varianten kan hurtigt inddæmmes lokalt, hvis smitteopsporingen er under kontrol. Problemet er, hvis den spreder sig andre steder i Europa – så vil man på længere sigt ikke kunne inddæmme den, og den vil sprede sig, ligesom man har set med den britiske variant,« siger Ole F. Olsen.

En læge overvåger en patient, der viser tegn på covid-19, i en ambulance i Pretoria i Sydafrika. Landet er hårdt ramt af covid-19.
En læge overvåger en patient, der viser tegn på covid-19, i en ambulance i Pretoria i Sydafrika. Landet er hårdt ramt af covid-19. Foto: PHILL MAGAKOE
Vis mere

Storbritannien, Finland, Tyskland og Frankrig har også fundet prøver med den sydafrikanske variant. Lige nu er det derfor et kapløb med tiden at finde og inddæmme den. Der er også nye varianter på vej fra Japan og Brasilien

Ifølge Ole F. Olsen har de i virkeligheden mere brug for vaccinerne i fattige lande, hvor hverken smitteopsporing eller sundhedsvæsenet fungerer.

»Så det er et problem, at vaccinerne ikke er ligeligt fordelt og måske ikke når frem til de steder, hvor der er mest brug for dem. Det kan betyde, at virus ikke bliver inddæmmet i tide i områder med stort smittetryk. Herved kan der så opstå et reservoir for pandemien – et gemmested – hvor nye mutationer kan opstå og sprede sig til andre steder i verden,« siger han.

I Sydafrika er der registreret over 1,3 millioner smittetilfælde og over 36.000 dødsfald med corona under pandemien.