Lørdag nyder danskere solen på caféer, strande, shoppingture og lignende. Mange skal også til runde fødselsdage og bryllupper, som blev udskudt under coronanedlukningen, men nu kan afholdes uden de store restriktioner.

Ja, livet er for mange danskere næsten tilbage ved det normale, efter at store dele af samfundet er blevet genåbnet - men det kan være en stakket frist.

For tendensen er tydelig, både her i Danmark og i store dele af Europa: Efter en tid med en nedadgående kurve er antallet af coronasmittede de seneste uger begyndt at stige igen.

Og overfor TV 2 gør to eksperter det klart, at vi danskere godt kan forberede os på nye coronarestriktioner - eller sågar at dele af samfundet ned igen - hvis tendensen fortsætter.

- Hvis smitten spreder sig igen, bliver vi nødt til at gøre som i andre lande. Det kan betyde nye restriktioner og at rulle noget af åbningen tilbage. Det kan være, at vi kan nøjes med at lave indgreb regionalt, siger tidligere direktør i Statens Serum Institut Nils Strandberg Pedersen til TV 2.

Professor ved Institut for Naturvidenskab på Roskilde Universitet, Lone Simonsen, er enig.

Hun forventer dog ikke en total samfundsnedlukning i stil med den statsminister Mette Frederiksen (S) annoncerede 11. marts.

Flere partier i Folketinget efterspørger nu en plan fra regeringen i tilfælde af, at smitten fortsætter med at stige.

Så sent som fredag gik Sundhedsstyrelsen ud og anbefalede danskerne at bruge mundbind i optog, større arrangementer og i offentlig transport i myldretiden.

Eksperter forudser en mulig anden bølge af coronavirus til efteråret.

Men ifølge Nils Strandberg Pedersen og Lone Sørensen bliver det næppe ved det.

De to eksperter forudser blandt andet, at det igen kan blive nødvendigt at indskærpe forsamlingsforbuddet, og at der kan blive lukket ned for fitnesscentrene og tilskueradgangen til sportsarrangementer.