Efter påske kan børn i daginstitutioner og i de små skoleklasser formentlig igen komme ud af hjemmene.

Det var et af statsminister Mette Frederiksens budskaber på et pressemøde om genåbning af Danmark mandag aften. Og der er en rigtig god grund til, at det netop er de mindste, der åbnes op for først, fortæller to eksperter.

Det er nemlig de børn og forældre, der bedst kan tåle at blive smittet.

»Forældrene vil ofte være yngre, raske mennesker, og her er det meget få, som får et slemt forløb. Og vi kan jo ikke isolere os et år til halvandet år, før der måske kommer en vaccine. Derfor giver det god mening, at børnefamilierne bliver eksponeret først,« siger Jens Veirum, der er overlæge på Aarhus Universitetshospital, til TV 2 Øst.

Og det er Else Smith, tidligere direktør i Sundhedsstyrelsen, helt enig i.

»Da samfundet skulle åbnes igen efter nedlukning, tænkte jeg, at det netop var med de små børn, jeg ville starte. Og man skal begynde at åbne samfundet op et sted, for vi kan ikke bare sidde derhjemme for altid,« siger Else Smith.

»De tal, vi har, viser, at børn ikke smittes så nemt, og de bliver sjældent ret syge. Samtidig er forældrene til de her børn ofte unge og dermed ikke i risikogruppen. Og netop de forældre er også bundet til hjemmet med de små børn, og de vil være gode at få i gang i samfundet igen,« siger Else Smith.

Hun har dog en trist besked til bedsteforældre.

Tidligere direktør for Sundhedsstyrelsen Else Smith.
Tidligere direktør for Sundhedsstyrelsen Else Smith. Foto: Anders Debel Hansen
Vis mere

»Dem bør børnene ikke være sammen med, hvis barnet kommer i skole eller daginstitution, da bedsteforældre ofte er en del af risikogruppen,« siger hun.

At det netop er de små børn, som skal tilbage til en form for hverdag, betyder, at man hos børnefamilierne bør være ekstra opmærksomme på at overholde de retningslinjer, som vi allerede kender nu.

Det skyldes ifølge Jens Veirum, at mange børnefamilier sikkert ikke engang vil bemærke, hvis deres barn er smittet med coronavirus.

Og det kan være næsten umuligt at skelne mellem en almindelig forkølelse og covid-19 hos børn, fortæller han til TV 2.

Daginstitutioner landet over kan efter påske formentlig igen begynde at se sådan her ud.
Daginstitutioner landet over kan efter påske formentlig igen begynde at se sådan her ud. Foto: Claus Bech
Vis mere

Else Smith afventer endnu at se myndighedernes retningslinjer. Men hun har selv en idé om, hvad skoler og daginstitutioner bør gøre.

»Nu er det kun 0.-5. klasse, der skal i skole igen. Og det betyder, at man har ekstra plads på mange skoler. Samtidig kan man undervise i mindre grupper - eksempelvis ved at forskyde mødetiden.«

»Når det gælder daginstitutioner, så kan man lade børnene være så meget ude som overhoved muligt. Små børn elsker desuden rutiner, så derfor kan man gøre fc håndvask til en fast rutine, hvor man gør det igen og igen.

»Rengøringen kan godt blive en udfordring, men man kan tænke over, at det måske ikke er alt legetøjet, der behøver at være fremme hele tiden,« siger Else Smith.