Automatiske nedlukninger gør, at børn i kommuner med stor smitte vil miste læring, advarer eksperter.

I Ishøj, Høje Taastrup og andre kommuner, som gennem store dele af epidemien har haft høj smitte, vil børn blive ekstra hårdt ramt, når det automatiske nedlukningssystem sender eleverne hjem.

Det er advarslen fra en række eksperter i regeringens referencegruppe, skriver Politiken onsdag.

Børnene vil miste langt mere læring end i andre dele af landet. Og det er i særdeleshed et problem i områderne, fordi mange børn kommer fra ressourcesvage familier, lyder advarslen.

Ifølge Lasse Engbo Christensen, lektor ved DTU Compute, som laver de smitteberegninger og prognoser, der medfører nedlukninger, er det børn i sociale boligområder, der kommer til at betale prisen ved de automatiske nedlukninger.

- Min frygt er, at børn og unge i eksempelvis Ishøj slet ikke kommer i skole igen før efter sommerferien, mens lignende kommuner vil skulle åbne og lukke skoleområdet uge for uge, siger han til Politiken.

Det automatiske nedlukningssystem træder i kraft mandag. Det betyder, at kommuner blandt andet skal lukke skoler, ungdomsuddannelser, voksenuddannelser samt foreningsliv, hvis smitten overstiger 200 smittede per 100.000 indbyggere.

Professor Michael Bang Petersen, som leder Hope-projektet på Aarhus Universitet, der undersøger danskernes adfærd under corona, finder det også problematisk, at det er kommuner med mange lavtuddannede og socialt udsatte, der vil blive ramt hårdest af nedlukningerne.

Han mener, at det vil øge uligheden. Fordi dem, der har mest gavn af at modtage undervisning, vil bliver hjemme i længere tid, siger han til Politiken.

Derfor bør de mindste klasser i tilfælde af smitteudbrud fritages for nedlukning - undtagen ved skoleudbrud, siger han.

Regeringens støttepartier ser situationen som alvorlig. Enhedslisten foreslår en økonomisk håndsrækning til pædagoger og lærere i ramte kommuner, så der kan laves udendørs aktiviteter i små grupper, skriver Politiken.

/ritzau/