Julen står for døren, men corona fylder stadig meget. Derfor kan det virke fristende at lade sig coronateste lige op til jul, for så at kunne kramme og hygge med hele familien.

Den går bare ikke.

Det fortæller matematisk biolog og epidemiforsker Viggo Andreasen til DR.

»De her 'tryghedstest' giver en falsk tryghed. Risikoen for, at du er smittet, når du når frem til bedsteforældrene, er næsten lige så stor, hvis du har været testet, som hvis du ikke har været testet,« advarer Viggo Andreasen.

Neon grønne striber på jorden og corona-safety personel, skal være med til at sikre, at juleindkøbene kommer til at foregå på ordentlig vis. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Neon grønne striber på jorden og corona-safety personel, skal være med til at sikre, at juleindkøbene kommer til at foregå på ordentlig vis. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Derfor foreslår han, at man skal opholde sig i så vidt mulig isolation i fire til fem dage inden julebesøg. Dermed minsker man risikoen for, at kunne blive smittet.

Ifølge DR, opfordrer Viggo Andreasen til, at Statens Serum Institut laver en kampagne, der maner 'forhåndstesteriet' til jorden.

Viggo Andreasen er ikke den eneste ekspert, der kan se en problematik i, at mange vil lade sig teste inden juleaften, for derefter at lempe lidt på corona-restriktionerne over julen.

Professor og overlæge i infektionsmedicin på Hvidovre Hospital Thomas Benfield kan også godt se, at det kan virke meget fristende, han mener dog også, at testen kun giver et 'øjebliksbillede' af ens nuværende situation.

Julemanden i coronasikker plastikboble åbner Julen i Aalborg Zoo, fredag den 13. november 2020. Julemanden må i år ikke komme tæt på børnene og samle for mange mennesker. Derfor har man lavet denne sikre "julemandsboble" hvor børnene kan komme tæt på uden risiko for smittespredning.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Julemanden i coronasikker plastikboble åbner Julen i Aalborg Zoo, fredag den 13. november 2020. Julemanden må i år ikke komme tæt på børnene og samle for mange mennesker. Derfor har man lavet denne sikre "julemandsboble" hvor børnene kan komme tæt på uden risiko for smittespredning.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Der er stor sandsynlighed for, at mange danskere, vil lade sig teste kort før jul. Sker det, så er det danske sundhedsvæsen klar.

Tal fra Sundheds- og Ældreministeriet viser, at Danmark kan teste op i mod 95.000 mennesker om dagen. Dermed kan man teste lidt over 10 procent af Danmarks befolkning på en uge.

Det er endnu uklart, om restriktionerne vil blive yderligere skærpet frem mod jul. Dog gav statsminister Mette Frederiksen tidligere på ugen udtryk for, at vi nok ikke skal regne med restriktionslempelser i den kommende juletid.