Tidligere på ugen blev der skruet op for corona-restriktionerne i 18 kommuner på grund af den stigende smittespredning.

Men de nye restriktioner kommer for sent.

Det siger matematikepidemiolog og lektor ved Roskilde Universitet Viggo Andreasen i et interview med Orientering på P1, hvor han spørges ind til, om det var en fejl, at samfundet hen over sommeren blev åbnet så meget op.

»Set i bagklogskabens klare lys, har det været en fejl,« lyder svaret fra Viggo Andreasen, som herefter tilføjer:

»Smitten begyndte at stige igen omkring 1. juli. Jeg synes selv på det tidspunkt, at det var en fornuftig strategi at åbne op, for vi skal jo prøve at se, hvor meget vi kan åbne samfundet, uden at corona giver os for store problemer. Men vi har måske været lidt længe om at lukke ned igen.«

Hvorvidt Viggo Andreasen mener, at vi burde gå så langt som at lukke samfundet fuldstændigt ned igen, siger han ikke.

Det virker dog heller ikke til at blive sandsynligt.

Selvom regeringen og Folketinget mandag skruede op for corona-restriktionerne i 18 kommuner ved at sænke grænsen for forsamlinger til 50 og indføre påbud om, at barer, caféer og restauranter igen skal lukke ved midnat, så tyder det ikke på, at endnu en nedlukning af landet er på bedding.

Statsminister Mette Frederiksen (S) talte torsdag ved Dansk Erhvervs Årsdag i Øksnehallen i København.
Statsminister Mette Frederiksen (S) talte torsdag ved Dansk Erhvervs Årsdag i Øksnehallen i København. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Faktisk sagde statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag under en tale ved Dansk Erhvervs årsdag, at en ny nedlukning ikke er svaret.

»Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for ikke at komme til at lukke ned, som vi gjorde 11. marts,« sagde hun og tilføjede:

»Det var det rigtige at gøre dér. Det vil ikke være det rigtige at gøre igen,« sagde hun.

Torsdag oplyser Statens Serum Institut, at der registreret 317 tilfælde af covid-19 det seneste døgn. Det femte højeste tal, der er registreret på én dag under epidemien.