Er det okay, når en restaurant tager penge for vand til en baby på ni måneder, tager 25 kroner for ’opdækning’ til babyen og beder barnets mor om at samle kartoffelstykker op fra gulvet?

Diskussionen har raset, efter Martin Petersen, hans kæreste og søn oplevede lige netop det på Smakkerup Kro på Valentinsdag. Nu skærer ekspert igennem.

»Det er godt nok langt ude,« siger Søren Bechmann, ekspert i service og grundlægger af Service Design Institute:

»Det eneste, en restaurant får ud af sådan noget her, er, at de er helt sikre på, at de pågældende kunder ikke kommer igen.«

Serviceekspert Søren Bechmann er ikke imponeret over den serviceoplevelse, Martin Petersen havde på valentinesday.
Serviceekspert Søren Bechmann er ikke imponeret over den serviceoplevelse, Martin Petersen havde på valentinesday.
Vis mere

Martin Petersen fortalte fredag om sin valentinsmiddag til B.T. og erklærede sig dybt forarget over oplevelsen.

B.T. har bedt serviceekspert Søren Bechmann om at vurdere situationen skridt for skridt og se på det principielle i de ting, Martin Petersen oplevede.

1: Martin Petersen beder om kildevand til sin 9 måneder gamle søn, Lewi. Det kan han ikke få og må derfor købe en kildevand til 25 kroner.

»Jeg er godt klar over, at forskellige restauranter har forskellige holdninger til, om man skal betale for vand, men det her er simpelthen for langt ude,« siger Søren Bechmann:

»Et glas vand fra vandhanen havde gjort drengen lige så glad, og vi har altså fantastisk vand i Danmark. Så der skal man som restaurant have så meget konduite, at man siger: ’selvfølgelig kan vi hjælpe med det’.«

2: Restauranten indtaster en lille bakke pomfritter på regningen, fordi drengen har fået bestik og en skål, hans forældre kan lægge lidt mad op i. Restauranten kalder det opdækning.

»Det er helt ude i hampen. Jeg har været mange steder, hvor man deler en forret, og jeg kan ikke huske nogen steder, hvor man skal betale for en ekstra tallerken,« siger Søren Bechmann:

»Der skal man altså have noget konduite som restaurant. Det kan ikke passe. Selvfølgelig skal man ikke betale for det.«

3: Martins kæreste bliver bedt om at samle kartoffelstykker op fra gulvet, som hendes søn, Lewi, har spildt.

»Det kan man på ingen som helst måde tillade sig. Hvad er service så, hvis vi nærmest skal til at lave det hele selv?,« spørger Søren Bechmann:

»En af grundene til, at vi går ud og spiser, er, at man slipper for at lave mad, rydde op osv. At man som restaurant ligefrem beder sine kunder om at rydde op, er ikke i orden. Jeg kan slet ikke se, at der nogen øvre grænse for, hvor meget man kan rode,« siger Søren Bechmann.

Han mener, at Martin Petersen er i sin gode ret til at være skuffet over restaurantoplevelsen.

Her er bordet, som Martin og hans kæreste efterlod på kroen.
Her er bordet, som Martin og hans kæreste efterlod på kroen. Foto: Randi Møller Madsen
Vis mere

»Jeg har bestemt ikke den holdning, at kunden altid har ret. Men det her er altså ikke imponerende,« siger Søren Bechmann.

B.T. talte fredag med ejeren af Smakkerup Kro, Randi Møller Madsen. Hun bekræftede, at de 25 kroner var opkrævet, fordi barnet havde fået en dyb tallerken, en gaffel, en ske og lidt kartofler.

Hun forklarede den manglende vilje til at give barnet postevand med, at de havde haft kolibakterier i vandet for nogle år siden.

Hun forklarede også, at de havde bedt barnets mor om at samle kartofler op, fordi de havde travlt.