Danmark vil sandsynligvis være klar til at anvende vacciner mod covid-19 i starten af det nye år. Det vurderer Rune Hartmann, professor ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik ved Aarhus Universitet og ekspert i vacciner.

Tirsdag skrev sundhedsminister Magnus Heunicke også på Twitter, at to vacciner forhåbentlig ville være klar til brug i Danmark i januar. Det betyder dog langt fra, at alle danskerne også kan blive vaccineret på det tidspunkt.

»Fra de første danskere bliver vaccineret, til de sidste danskere gør, vil der komme til at gå en rum tid. Det er svært på nuværende tidspunkt at sige hvornår,« siger Rune Hartmann og fortsætter:

»Når alle ikke får fra start, så skyldes det, at der simpelthen ikke vil være vacciner til alle i starten,« siger han.

Tredje vaccine mod corona er nu på vej til Danmark.
Tredje vaccine mod corona er nu på vej til Danmark. Foto: DADO RUVIC
Vis mere

Når alle ikke straks får en vaccine, betyder det, at sundhedsmyndighederne kommer til at prioritere, hvem der kommer forrest i køen, og hvem som må vente. Her har myndighederne allerede åbent fortalt lidt om, hvilke danskere der bliver prioriteret først.

Først bliver de ældre tilbudt en vaccine. Det skyldes, at det især er de ældre, som er i risikogruppen ved at blive smittet med covid-19. Herefter bliver vaccinen så givet til danskere med kroniske sygdomme, som ligeledes er i risikogruppen. Til sidst bliver der tale om »frontpersonale på sundheds- og ældreområdet«,« som jo netop oppebærer en samfundskritisk arbejdsfunktion.

Herefter er der endnu ikke defineret en rækkefølge for, hvem der skal have vaccinen. Rune Hartmann forklarer, at det heller ikke er så ligetil at spå om.

»Der er flere muligheder, som kunne give mening. For eksempel kunne man vaccinere de grupper i befolkningen, hvor man kan se, der er meget smitte. I øjeblikket er det de unge. Hvis de bliver vaccinerede, så smitter de jo ikke mere,« siger han.

De ældre står forrest i køen, når vaccinerne kommer til Danmark. De ældre har størst risiko for svære forløb og død, som følge af covid-19.
De ældre står forrest i køen, når vaccinerne kommer til Danmark. De ældre har størst risiko for svære forløb og død, som følge af covid-19. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Omvendt kunne man også vaccinere danskere i et afgrænset geografisk område, hvor der kunne tænkes at være meget smitte. På den måde kunne man udrydde covid-19 i et område, hvor virussen løber hurtigt rundt mellem borgerne.

Der er dog adskillige ubekendte faktorer, som kan få stor indflydelse på, hvordan man reelt kommer til at prioritere i danskerne, når der skal vacineres. Det skyldes især, at de kommende vacciner kan virke mere effektivt på nogle grupper i befolkningen og mindre effektivt på andre.

»Vi kender simpelthen ikke vaccinernes præcise virkning endnu, da de er så nye. Derfor kan vi opleve, at en vaccine måske virker mindre godt på ældre, men rigtigt godt på yngre. På den måde kan det give mening at give yngre vaccinen først, selv om man helst så, at de ældre blev vaccineret. Det er beslutninger, som man må tage, efterhånden som vi oplever virkningen af vaccinerne,« siger Rune Hartmann.

Rune Hartmann forklarer at, der ikke er nogen sikkerhedsrisiko ved at tage vaccinerne.

»Når vaccinerne er godkendt til brug, så har de været igennem grundige sikkerhedskontroller for bivirkninger og sundhedsfarer. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg selv kommer til at tage vaccinen,« siger han.