USA og EU skal mødes ved et forhandlingsbord nu, hvis ikke toldsituationen skal eskalere til en regulær handelskrig. En handelskrig, der ville være rigtig skidt for en i forvejen skrøbelig verdensøkonomi.
Således lyder vurderingen fra Jens Ladefoged Mortensen, der er lektor i international politik på Københavns Universitet.
Onsdag aften dansk tid lød meldingen fra USA, at landet vil sætte tolden i vejret på hundredvis af varer produceret i EU. De øgede toldsatser bliver indført 18. oktober.
Meldingen kom i forlængelse af, at verdenshandelsorganisationen WTO netop har afgjort, at USA må indføre en straftold på varer fra Europa for 7,5 milliarder årligt.
Dette, fordi WTO har afgjort, at europæiske lande har ydet ulovlig støtte til den franske flyproducent Airbus. Noget, der ifølge organisationen har givet firmaet en uretfærdig fordel over for den amerikanske konkurrent Boeing.
Der er naturligvis et 'men'. For WTO har tidligere givet EU medhold i en lignende sag om amerikanske Boeing - her er der bare ikke faldet afgørelse om mulig straftold endnu.
»Begge er altså fanget med fingrene i kagedåsen. Og begge bør derfor forsøge at forhandle sig til en løsning,« forklarer Jens Ladefoged Mortensen
Men med onsdagens udmelding om, at USA vil indføre forhøjet told på europæiske produkter som vin, ost og svinekødsprodukter, ser det skidt ud for verdensøkonomien, der i forvejen er presset af både brexit, USA’s handelskrig med Kina og stålkrig med EU.
EU’s umiddelbare svar var nemlig, at man vil gengælde og øge tolden på amerikanske varer.
Altså, hvis de nye amerikanske toldsatser bliver en realitet.
»Men det er bekymrende, at amerikanerne allerede nu siger, at de går igang med toldbarrieren, inden de har rakt hånden ud for at forhandle,« forklarer Jens Ladefoged Mortensen og tilføjer
»Verdensøkonomien er i forvejen skrøbelig, og investorerne er bange, så det er ikke et godt tidspunkt, det her sker på. Der er mange advarselslamper tændt på én gang.«
Han hæfter sig dog ved, at Donald Trump tidligere har kaldt sig selv en ‘god forhandler’, og at han samtidig er typen, der ‘skyder først og forhandler bagefter’.
Dermed er alt håb ikke ude endnu.
Men parterne skal snarest komme frem til en aftale, hvis ikke handelskrigen skal eskalere, slår lektoren fast.
»Lige nu taler Trump om en sejr for amerikanerne. Men den slags er lettere at sætte igang end at trække tilbage.«

