Tidligere onsdag kom det frem, at Sundhedsdatastyrelsen på grund af beklagelige fejl har slettet alle sendte mails, som ansatte i Sundhedsdatastyrelsen og Statens Serum Institut har haft i deres mappe med sendte mails, og som er sendt før slutningen af juli 2020.

Det undrer dog Jakob Skouboe, redaktør på mediet IT Watch, at disse mails nu bare er væk.

Vicedirektør i Statens Serum Institut Ole Jensen skriver i en pressemeddelelse, at de har været under så stort pres, at de ikke løbende har kunnet journalisere alt materiale, 'hvorfor en del af instituttets historik om perioden var i de slettede, sendte mails'.

Men det er en opsigtsvækkende undskyldning, mener Jakob Skouboe.

Jakob Skouboe.
Jakob Skouboe. Foto: Thomas Cornelius
Vis mere

»Hvis de mails udelukkende har ligget i udbakken, og de ikke er blevet journaliseret, så burde man have en backup af sin mail, og det tager ingen tid at ordne. Har man virkelig brugt udbakken som dokumentbakke, så er det virkelig vildt. Det har man næsten ikke fantasi til at forestille sig. Specielt under corona. Så skal man kontakte alle folk, der har modtaget en mail, og bede dem om at sende den tilbage,« siger han til B.T.

Men hvordan er dette sket? Et spørgsmål, der slet ikke er så avanceret, som man kunne forestille sig.

»Det er egentlig ret ligetil. Enten er det sket automatisk, hvis man har slået det til i sin mail. Eller også er det sket ved, at en person ved et uheld bare har slettet alle mails fra den tid.«

Der er sådan set ikke noget underligt i, at man sletter sendte mails. Det underlige er, at noget tyder på, at man ikke har haft en backup af de mails, og at de angiveligt kun har ligget i udbakken, mener Jakob Skouboe.

De slettede mails betyder, at det ikke er muligt at søge aktindsigt omkring beslutningsprocesser i forbindelse med coronakrisen.

Men nu vil Sundhedsdatastyrelsen forsøge at rette op på fejlen.

»Vi gør alt, hvad vi kan for at mindske konsekvenserne, og er i gang med at genskabe så mange mails som muligt, blandt andet ved hjælp af en teknisk løsning. Vi vurderer, at vi vil kunne finde de fleste mails igen og har samtidig fokus på, hvordan vi forhindrer, at noget lignende sker igen,« siger vicedirektør i Sundhedsdatastyrelsen Vibeke van der Sprong i pressemeddelelsen.