Flaskerne er alle udsmykket med særdeles iøjnefaldende farver.

Og adfærdspsykologen er ikke i tvivl. De er målrettet børn og unge. 

»Industrien er skidefræk og går lige til alkoholgrænsen. Den har ingen skrupler. Hvor er etik og moral henne?« spørger Annemette Staal ifølge TV 2.

Det sker i forbindelse med tv-programmet 'Børn på druk', der ser nærmere på de såkaldte shots-flasker.

Fælles for dem er, at alkoholprocenten holder sig under de 16,5 procent – som kun personer over 18 år lovligt må købe.

Det er derimod ikke lovligt at markedsføre alkohol til unge under 18 år.

Men det mener Annemette Staal indirekte sker med de farvestrålende udformninger af flasker samt det faktum, at det ikke direkte fremgår på forsiden, er der er tale om et produkt med alkohol.

Adfærdspsykologen mener, at det harmonerer omend meget dårligt med Sundhedsstyrelsens seneste anbefalinger, der faktisk er blevet strammet op.

Her lyder det nu først og fremmest, at »børn og unge under 18 år frarådes at drikke alkohol«.

»Vi ved, at unge, der drikker store mængder alkohol på én gang, er i øget risiko for ulykker, vold og uønsket sex. Alkohol kan også være skadeligt og påvirke både hukommelse og indlæringsevne hos børn og unge, hvor hjernen fortsat er under udvikling,« som enhedschef Niels Sandø hos Sundhedsstyrelsen i den forbindelse har sagt:

»Derfor har vi skærpet vores anbefalinger i forhold til børn og unge under 18 år, så vi nu fraråder, at de drikker alkohol.«

I forbindelse med tv-programmet 'Børn på druk' kigges der hos TV 2 specifikt nærmere på shotsflaskerne:

  • Små fugle
  • Sismofytter
  • Små sure – Sour bubble fizz
  • Glitter fisk ruby
  • Små sure – Twisted sour fruit

Her konkluderer eksperter, at navnene og farverne er med til at signalere noget »uskyldigt og ufarligt«.

Flere politikere siger desuden til TV 2, at de gerne ser, at der bliver grebet ind på området.

Producenterne af de farvestrålende shots, Spritfabrikken Danmark og United Drinks, har henholdsvis ikke ønsket at medvirke eller er ikke vendt tilbage.

Tredje afsnit af 'Børn på druk' blev sendt på TV 2 mandag aften, men kan ses på TV 2 Play.