Hvis vi ikke formår at kontrollere antallet af nye covid-19-smittetilfælde i Danmark, så risikerer vi strammere restriktioner, sænket forsamlingsforbud og måske endda endnu en nedlukning.
Sådan lyder det fra professor i virologi ved Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen, efter Statens Serum Institut onsdag kunne meddele, at 251 personer er bekræftet smittet det seneste døgn.
Et tal, som er det højeste antal smittede på én dag, der er blevet registreret i Danmark de seneste fem måneder.
»Jeg ser tallet som værende inden for samme målestok som de seneste par dage, så på den måde er der ikke sket en yderligere stigning, som man kunne frygte, hvis der var en eskalering på vej,« siger Allan Randrup Thomsen.
Vi har en situation, som vi skal passe meget på, ikke kommer ud af kontrol.Allan Randrup Thomsen, Professor i virologi ved Københavns Universitet
Dog gør han det samtidigt helt klart, at vi i Danmark skal gøre alt for at forhindre, at tallet stiger yderligere.
»Vi har en situation, som vi skal passe meget på ikke kommer ud af kontrol,« siger Allan Randrup Thomsen og tilføjer:
»Hvis vi ser yderligere stigning i smittetallene i løbet af de næste dage – en stigning, som ligger over det niveau, vi har set de seneste tre-fire dage vel at mærke – så er vi nødt til at overveje, om de tiltag, vi allerede har sat i værk, er tilstrækkelige.«
Han peger på, at vi bliver nødt til at gribe kraftigere ind, hvis tallene fortsætter med at stige.

Eksempelvis kunne regeringen vælge at sænke forsamlingsforbuddet yderligere, indføre yderligere restriktioner i nattelivet, indføre påbud om hjemmearbejde og måske endda indføre krav om mundbind i det offentlige rum.
Selv om vi meget vel kan tage et par skridt tilbage og ende i en situation, som minder om den, vi var i i foråret, anser Allan Randrup Thomsen det dog ikke for sandsynligt, at landet igen vil blive lukket ned.
I hvert fald ikke i det omfang, vi så det i marts.
»Jeg håber meget, vi kan undgå en national nedlukning, men jeg vil ikke udelukke, at der kan ske en regional nedlukning i områder, hvor smitten er størst,« siger virologen.