»Hej alle Anders' følgere. Jeg har brug for din hjælp, og jeg har brug for jeres hjælp.«

Lørdag eftermiddag tonede statsminister Mette Frederiksen (S) frem på Anders Hemmingsens Instagram-profil, der har flere end en million følgere.

»Smitten med covid-19 stiger i Danmark. (...) Så derfor har jeg brug for din hjælp igen, så vi kan få smitten ned. Der er to ting, som jeg håber, du vil overveje. Det ene er, at du holder igen med festerne. (...) Det andet er, at du, hvis du ikke allerede har gjort det, vil downloade smitteopsporings-appen, så vi kan få smitten ned,« lyder det i det et minut lange videoklip med landets statsminister, som du kan se i bunden af denne artikel.

Budskabet til de unge er således klart, men strategien fra Mette Frederiksen er altså også noget usædvanlig. Det mener Troels Johannesen, der har skrevet bogen 'Del dig stærkere – Strategi og taktik for topledere på sociale medier'.

»Det er et usædvanligt tiltag, men det er også en usædvanlig situation, vi står i, og når man står i sådanne situationer, så er man også nødt til at gøre brug af andre værktøjer til at kommunikere med de forskellige målgrupper,« indleder han og tilføjer:

»Det er en kendt udfordring, at det er svært at ramme de unge mennesker med kommunikation om alt, der indeholder noget om politik og sundhed. Derfor er det et af mange greb, som regeringen kan gøre brug af. Både hendes egen person, men også brugen af kendte influencere,« siger han.

Videoen er blevet set mere end 300.000 gange, og det kan være et udtryk for, at strategien er effektiv, mener Troels Johannesen.

»De unge ved det jo godt, men når de ser det på en kanal, som de anser som troværdig, så får det et ekstra lag i den kavalkade af budskaber, der har været den seneste tid. Det er ikke revolutionerende, men det er et godt greb at bruge,« siger han.

Derfor synes Troels Johannesen også, at det er godt set af både Anders Hemmingsen og Mette Frederiksen.

Sådan kom det i stand

Anders Hemmingsen er en del af B.T.s redaktion. Han fortæller, at han selv tog kontakt til Statsministeriet, fordi han tænkte, det var oplagt for Mette Frederiksen at bruge hans Instagram-profil.

»Jeg har mange unge følgere – derfor var det også oplagt at sende budskabet ud gennem min platform, tænkte jeg.«

Men det er ikke første gang, at Mette Frederiksen kommunikerer til de unge via Anders Hemmingsen. I begyndelsen af coronakrisen tonede hun ligeledes frem på hans Instagram-profil, og noget kunne tyde på, at modtagelsen er anderledes denne gang.

»Folk er mere kritiske denne gang. Der bliver diskuteret mere i kommentarsporet, og jeg har også måttet slette nogle opslag. Det har nok noget at gøre med, at folk har 'lidt' under de her restriktioner i noget tid,« siger han og tilføjer:

»Men jeg synes også, at folk skal have lov til at være kritiske.«

Selv om Anders Hemmingsens Instagram-profil er 'kendt' for at dele sjove opslag, tror han ikke, at det mere alvorlige budskab vil betyde, at han mister følgere.