En massiv teststrategi. Det er et værktøj, der skal hjælpe med, at danskerne i løbet af en overskuelig fremtid kan få lidt af deres normale hverdag tilbage.

Derfor har Mette Frederiksens regering søsat et initiativ, hvor danskerne skal testes to gange om ugen. Det blev klart på et pressemøde onsdag formiddag på Christiansborg.

Undervisningsministeren Pernille Rosenkrantz-Theil var en af dem, der deltog i pressemødet, og hun kalder strategien vigtig, hvis eksempelvis de ældste elever skal tilbage i klasseværelserne.

»Hvis vi skal lykkes med det, så skal vi have et enormt tæt samarbejde om den opgave. Test kan blive en vigtig forudsætning for at kunne møde ind,« sagde hun eksempelvis.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).
Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S). Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Og det nye tiltag fra regeringen er en god idé på nuværende tidspunkt. Det mener Jørgen Eskild Petersen, der er adjungeret professor på Klinisk Institut ved Aarhus Universitet.

»Jeg er enig i strategien. Vi har ingen anden mulighed lige nu, hvor vi venter på vaccinerne, hvis vi vil have åbnet bare en smule op,« siger han til B.T. og fortsætter:

»Vi kender ikke de kommende uger grundet mutationen fra England, og vi kan nemmere isolere smittede personer hurtigt, hvis vi tester så meget som overhovedet muligt. Jeg synes, det er en god idé.«

Det kommer dog til at kræve meget af både regeringen og befolkningen, hvis teststrategien skal fungere. Hvis vi eksempelvis antager, at 4,5 millioner danskere skal testes to gange om ugen, vil det kræve 1,3 millioner test om dagen.

Jørgen Eskild Petersen ser en klar prioritering fra regeringen, og hvis han havde ansvaret, så havde han gjort det på samme måde.

»Det virker til, at de resterende elever skal tilbage i skole, og det virker fornuftigt. Her kan man relativt nemt få organiseret testene med hjælp fra lærerne og eleverne. Og derefter virker det til, at de mindre liberale erhverv får lov til at åbne igen, og det burde ligeledes kunne gøres forsvarligt,« siger han.

Regeringen har indgået en aftalen om den nye teststrategi med Kommunernes Landsforening og Danske Regioner.

Formanden for Kommunernes Landsforening, Jacob Bundgaard (S), mener, at genåbningen af Danmark og mange test hænger sammen.

»Vejen til genåbning er brolagt med test og atter test. I kommunerne er vi klar til at være med til at løfte den opgave. Vi har allerede nu gjort os nogle erfaringer med at opbygge testkapacitet. Og det er vores forventning, at alle kommuner kommer til at opbygge en testkapacitet, for kapaciteten i det private vil ikke være tilstrækkelig,« sagde han således onsdag formiddag.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S). Foto: Philip Davali
Vis mere

Sundhedsminister Magnus Heunicke fortalte på onsdagens pressemøde, at der vil komme nye test, som ikke er lige så ubehagelige, fordi pinden kun skal to til tre centimeter op i næsen.

»Der sker en rivende udvikling med mere milde testformer, og der er lige lanceret kviktest, der ikke kommer lige så langt ind i næsen. Det har mange efterlyst.«

Han tilføjer, at de første 400.000 af de nye lyntest er kommet til landet, og de næste vil komme de kommende uger.

Onsdag blev der registreret 414 nye smittetilfælde i Danmark i de seneste 24 timer. Der blev foretaget 126.195 prøver, og positivprocenten er derfor på 0,32 procent.