Der bør ryddes grundigt op i hele taxibranchen. Det mener Søren Bechmann, grundlægger og direktør i Service Design Institute og ekspert i kundeservice.

Igen-igen er der kommet et meget uheldigt lys på taxichauffører i Danmark, efter at den tidligere ungdomspolitiker Nicolai Oster blev spyttet på, truet med vold og kaldt 'spasser' og 'paphovede,' da han forsøgte at betale med en tusindkroneseddel i en taxi fra TAXA 4*35.

Nicolai Oster formåede at optage optrinnet på sin mobiltelefon.

»Jeg kan slet ikke forestille mig en situation, hvor det kan være okay at give sig til at true, fornærme, spytte eller råbe og skrige på den måde,« siger Søren Bechmann.

En chauffør fra 4*35 gik amok, da Nicolai Oster forsøgte at betale med en 1000-krone seddel.
En chauffør fra 4*35 gik amok, da Nicolai Oster forsøgte at betale med en 1000-krone seddel. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

B.T. har tidligere bragt en række historier om danskere, som har haft forskellige oplevelser i taxier fra forskellige selskaber, som på mange måder har været chokerende.

For eksempel oplevede Kristine Kolds 12-årige autistiske søn, at hans taxichauffør steg ud af bilen midt i et kryds og gav sig til at slås med en anden bilist. I en anden artikel kunne Michala Nielsen fortælle, at hun oplevede at blive sat af midt på motorvejen.

Disse oplevelser tyder på et kæmpe problem i en branche med alt for mange brodne kar, mener Søren Bechmann.

»Der mangler simpelthen en storvask i den branche,« siger han.

Hvad ligger der i det, når du siger storvask?

»Ja, man må simpelthen viske tavlen ren og sætte sig ned og gøre sig det begribeligt, at det at køre taxa ikke bare er at fragte folk fra A til B,« siger han og fortsætter:

»Man må sikre sig, at de mennesker, som kører med taxierne også er ordentlige og fornuftige folk,« siger han.

Problemer med danske taxichauffører kom frem i lyset, da fodboldspilleren Nicklas Bendtner sidste år kom i klammeri med en taxichauffør. Det endte med, at fodboldspilleren slog chaufføren, som brækkede kæben. Nicklas Bendtner blev herefter dømt for vold.

Nicolai Oster var ude for en voldsom oplevelse torsdag aften.
Nicolai Oster var ude for en voldsom oplevelse torsdag aften. Foto: Privatfoto
Vis mere

Det der dog også kom frem i retten var, at chaufføren havde kørt rundt i København for at finde Nicklas Bendter igen efter, at han tidligere var stået ud af taxaen. Her havde han ringet på sin mobiltelefon uden headset og forklaret personen i den anden ende at han 'ville kneppe' Bendtner.

Da han så endelig fandt den danske fodboldspiller, steg han ud af bilen, kastede en dåse efter ham og kaldte ham 'lille luder' og 'morknepper'.

Det kostede ham en brækket kæbe og jobbet som taxichauffør.

Uanset at Nicklas Bendtner fik 50 dages ubetinget fængsel for vold, så var det kun på sin plads at chaufføren mistede sit job, mener Søren Bechmann.

I år har Dantaxi 4*48 - som er Danmark største taxiselskab - sat sig for at sikre en efteruddannelse til alle deres chauffører i håndtering af kunder. Det mener Søren Bechmann er en god ide.

»Det er virkelig et godt sted og starte og et nødvendigt tiltag,« siger han og fortsætter:

»På den måde kan man bedre sikre sig, at kunderne møder en ren og pæn taxi og en venlig chauffør.«

» Men omvendt så må man også håbe, at kurset virkelig går ind i de situationer, hvor der opstår konflikt. Det er vigtigt at chaufførerne lærer, hvordan man dysser en konflikt ned og ikke eskalerer den,« siger han.