Ekspert: Man bidrager til overgreb på børn, når man køber overgrebsmateriale


»Jeg har aldrig nogensinde gjort et barn fortræd,« lyder det fra den tidligere S-minister Henrik Sass Larsen, der nægter sig skyldig i at have været i besiddelse overgrebsmateriale med børn samt en børnesexdukke.
Men ifølge en ekspert bidrager man til overgreb mod børn, hvis man anskaffer sig overgrebsmateriale med børn.
Det fortæller Kathrine Elmose Jørgensen, der er ekspert hos Børns Vilkår, hvor hun beskæftiger sig med at forebygge overgreb mod børn i den digitale verden.
Hun vil ikke forholde sig til den konkrete sag mod Henrik Sass Larsen, men vil gerne udtale sig generelt om de store konsekvenser ved overgrebsmateriale med børn.
»Når man anskaffer sig overgrebsmateriale, bidrager man til at opretholde det marked, der er for den her slags. Der sidder nogle bagmænd, der typisk tjener store summer på at producere eller sælge det her overgrebsmateriale, og man er med til at fylde deres lommer,« siger Kathrine Elmose Jørgensen og tilføjer:
»Det er børnene, der er ofre i det, og det er børnene, som det går ud over. Det er dem, der betaler den højeste pris for det, mens bagmændene tjener penge på det. Og det gør bagmændene kun, fordi der er kunder til materialet.«
Hun fortæller, at kan have »meget voldsomme konsekvenser« for de ramte børn, både fysisk, psykisk og socialt.
»Det afhænger selvfølgelig af det enkelte barn, ligesom det afhænger af, hvad det har været udsat for, men en ting er i hvert fald sikkert: Det har altid konsekvenser for det barn, der bliver udsat for et seksuelt overgreb,« siger Kathrine Elmose Jørgensen.
Ifølge anklageskriftet mod Henrik Sass Larsen, som B.T. har fået aktindsigt i, er han blandt andet tiltalt for at have været i besiddelse af 6.242 billeder og 2.231 film med seksuelt overgrebsmateriale med børn - og en børnesexdukke.
Heraf 449 billeder og videoer i den mest alvorlige såkaldte kategori tre, der blandt andet dækker over materiale med voldtægter af børn og seksuelt materiale med børn under tre år.
Henrik Sass Larsen nægter sig skyldig i alle anklager og har oplyst, han agter at skrive en bog om hele hændelsesforløbet for at få fortalt sin egen version af sagen og for at »rense« sit navn.
Ifølge B.T.s oplysninger er retssagen mod den tidligere politiker ikke berammet endnu. Hvis han bliver dømt, kan han risikere at blive idømt en bøde eller fængsel i op til et år.

20. marts blev en mand fra Holbæk-området idømt 60 dages ubetinget fængsel for at have været i besiddelse af to børnesexdukker, have bestilt en tredje og haft godt 1300 computerskabte billeder og videoer af overgrebsmateriale med børn.
14. marts i år kom det frem, at Henrik Sass Larsen stopper som administrerende direktør i brancheorganisationen for venture- og kapitalfonde, Aktive Ejere. Han fortsatte i en kort periode i en stilling som politisk direktør. Men det er også slut, at efter det er kommet frem, at han er tiltalt i straffesagen, for nu er Henrik Sass Larsen fortid i Aktive Ejere, skriver de i en pressemeddelelse.