De seneste uger er antallet af smittede steget markant. Ofte ligger tallet dagligt over 100 nye smittetilfælde.

Samtidig er antallet af indlagte dog gået ned. Således er der kun 14 indlagte på danske hospitaler med covid-19 i dag, fredag 14. august. Det viser tal fra Sundhedsstyrelsen.

Og vi skal først for alvor begynde at bekymre os herhjemme, hvis antallet af indlagte begynder at stige markant.

Det fortæller en ekspert til DR.

»Antallet af indlagte er det bedste mål for, hvor bekymrede vi skal være. Begynder det tal at stige, så har vi et problem,« siger Thomas Benfield, der er overlæge i infektionsmedicin på Hvidovre Hospital.

Han forklarer videre, at man formentlig skal finde årsagen til de få indlagte i, at mange af de nye smittetilfælde er unge og folk mellem 50-60 år.

De befolkningsgrupper bliver sjældent specielt syge af coronavirus, lyder forklaringen.

Normalt går der omkring 14 dage, før en person, der er smittet med coronavirus, kræver indlæggelse.

​Derfor kan antallet af indlagte fortsat stige, fortæller Thomas Benfield til mediet.