Ekspert: Her er Putins plan


Mens den amerikanske præsident, Donald Trump, har indledt en politisk flirt med Ruslands præsident, Vladimir Putin, opruster europæerne.
Men hvad er Vladimir Putins masterplan egentlig?
»Russerne har formentlig indset, at de ikke kan vinde krigen og tage hele Ukraine,« siger Rasmus Brun Pedersen, der er ekspert i sikkerhedspolitik og lektor ved Aarhus Universitet.
Til gengæld kommer Rusland ifølge Brun Pedersen ikke til at afgive de ca. 20 procent af Ukraine, som landet har erobret og annekteret, herunder Krim-halvøen og dele af de østlige provinser Donetsk og Luhansk.
En fredsaftale, hvor Rusland kan beholde 20 procent af Ukraine, er dog ikke ensbetydende med, at russerne lader Ukraine være, understreger Rasmus Brun Pedersen.
»En central del af den russiske tænkning er, at man gør sin indflydelse gældende på andre måder eksempelvis ved hybridkrig og finansiering af pro-russiske og antidemokratiske partier. Målet er at skabe kaos og mistillid til magthaverne i Ukraine og på sigt få et styre, der er loyalt over for Kreml,« siger han og tilføjer:
»Og det er nemmere, hvis man har en del af det ukrainske territorium.«
Det diskuteres også heftigt, om Rusland over tid vil samle kræfter til at kunne angribe eksempelvis de baltiske lande, som tidligere var en del af Sovjetunionen og nu er en del af Nato.

Særligt nu, hvor den amerikanske præsident, Donald Trump, har sået tvivl om, hvorvidt Europa kan regne med USA og musketer-eden.
Men det er ikke realistisk, mener Rasmus Brun Pedersen.
»Det vil være et sats, fordi Rusland ikke kan vide, hvordan Europa og særligt USA reagerer. I så fald skal russerne vide, at USA ikke kommer med et modsvar, og der er vi slet ikke endnu,« siger han.
Men der er to andre lande, som Vladimir Putin er på udkig efter, hvis der kommer fred i Ukraine.
Det lille land Moldova syd for Ukraine samt Georgien i Kaukasus.
Begge lande er en del af den russiske såkaldte interessesfære, hvor det er Moskva, der svinger taktstokken bag kulissen, og hvor tilnærmelser til Nato og EU er et 'no go'.
I Moldova er russerne allerede til stede militært i den lille enklave Transnistrien.
»Mit bedste bud er, at Vladimir Putin efter en afslutning på krigen i Ukraine vil sikre sig russiske indflydelse i Moldova,« siger Rasmus Brun Pedersen.
Rusland har også en bid af Georgien i form af Sydossetien, der fungerer som en selvstændig stat i Georgien, selvom det kun er Rusland og to sydamerikanske lande, der har anerkendt landets uafhængighed.
Tilbage i 2008 rykkede Rusland ind i enklaven med militær, efter at Georgien havde angrebet separatister i området.
Georgierne måtte hurtigt overgive sig til den russiske overmagt.
»Georgierne er ikke glade for russisk indflydelse, men de ved også, at de er nødsaget til at tage hensyn til Rusland. For netop at holde dem ude. Lidt populært sagt forsøger de at undgå at tirre den russiske bjørn,« siger han.
Georgien har i oktober 2024 haft et præsidentvalg, hvor det pro-russiske parti Georgiens Drøm vandt en snæver sejr. Vælgerne blev ifølge iagttagere udsat for massiv russisk påvirkning herunder des-informationskampagner, ligesom der er mistanke om udbredt valgsvindel.
Tirsdag aften kom det frem, at Donald Trump og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, er tæt på at indgå en aftale om, at USA kan få gavn af mineralerne i Ukraines undergrund.
Følg udviklingen i B.T.s liveblog her.