Sofie Rud har i flere år forklaret danskerne, hvad der foregår i USA. Nu skal hun i stedet arbejde for USA og landets præsident, Donald Trump.

Dét jobskifte har fået hårde ord med på vejen. Blandt andet er der blevet slynget med beskyldninger om »landsforræderi«, efter den kendte TV 2-ekspert mandag annoncerede sit nye job på LinkedIn.

Her kunne Sofie Rud fortælle, at hun skifter rollen som USA-ekspert ud med et job som politisk specialist på den amerikanske ambassade i København.

Men kritikken rammer helt ved siden af. Det mener forsvarsekspert og chefredaktør på OLFI, Peter Ernstved Rasmussen, som selv har lykønsket Sofie Rud med det nye job.

»Jeg synes, kritikken er helt ude i hampen med alt det had og den galde, der flyder på internettet, hvor Sofie Rud bliver kaldt alle mulige ting,« siger han til B.T.

Han påpeger, at uanset hvad man måtte mene om Donald Trump og kredsen omkring ham, er USA langt mere end den siddende præsident.

I over to år har Sofie Rud arbejdet som USA-ekspert hos TV 2. Foto: Bo Nymann/Photographer Bo Nymann/Ritzau Scanpix

»Uanset om vi vil det eller ej, så er USA en af vores allervigtigste allierede og største samarbejdspartnere. Jeg synes, det er utrolig vigtigt, at vi passer på med ikke at grave grøften dybere og skabe større splid,« siger han.

I mere end to år har Sofie Rud fungeret som USA-analytiker hos TV 2. På LinkedIn skriver hun, at jobbet på den amerikanske ambassade »kombinerer alt«, hvad hun fagligt er allermest optaget af, og at hun er »superglad og taknemmelig«.

Som Peter Ernstved Rasmussen kender hende, har Sofie Rud samtidig været kritisk over for Donald Trump og den amerikanske regering.

»Derfor synes jeg faktisk, at det er glædeligt for både USA og Danmark, at det er sådan en som hende, der bliver ansat på ambassaden. Det havde da været langt værre, hvis det var en, som bare syntes, at USA skulle overtage Grønland,« siger han.

Men netop set i det lys, kan du så forstå, at nogen hæver øjenbrynene over, at hun nu skal arbejde for Trump-administrationen, som blandt andet ønsker amerikansk kontrol over Grønland?

»Jeg tror ikke, at hun skal hjælpe Trump med at overtage Grønland. Jeg kan godt forstå, at nogen synes, det er et interessant karrierevalg. Men jeg tror overhovedet ikke, hun kommer til at være i nærheden af, hvordan USA skal overtage Grønland,« siger han.

Peter Ernstved Rasmussen understreger, at spørgsmålet om Grønland kun er én del af det langt større samarbejde mellem Danmark og USA, og at det netop i den nuværende situation er vigtigt at forsøge at deeskalere konflikten.

Når man tager den seneste historik mellem Danmark, USA og Grønland i betragtning, kan du så forstå, at hendes jobskifte vækker stærke følelser?

»Jeg kan sagtens forstå, at det vækker nogle følelser. Jeg er ikke i tvivl om, at der er nogen, der vil dømme hende og sige: Så kan du ikke vende tilbage til sådan et job her, og nu har du ligesom valgt side,« siger han.

»Men det ændrer ikke på, at set fra min stol synes jeg faktisk, at det er et glimrende valg, og jeg glæder mig over, at det er en som Sofie, der har taget det job.«

B.T. har tirsdag kontaktet Sofie Rud for at få en kommentar til nogle af de reaktioner, hendes jobskifte har affødt. Hun er ikke vendt tilbage i skrivende stund.

Til Ekstra Bladet har hun afvist at kommentere sit nye job eller spørgsmålet om, hvorvidt hun kommer til at arbejde med USAs ønske om at overtage Grønland.