Det vakte begejstring, da kontakttallet sidste uge blev opgjort til 0,7, og epidemien dermed fortsat var at betragte som aftagende.
Men tirsdag var kontakttallet pludselig steget markant og er nu på et.
Det er dog ikke et udtryk for, at danskerne pludselig er begyndt at slække på restriktionerne, eller at afstand, sprit og nedlukning er holdt op med at virke på coronavirussen, forklarer professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet, Allan Randrup Thomsen.
»Vi har været gode til at overholde restriktionerne, grunden til vi ser en stigning i kontakttallet er, at den engelske mutation begynder at udgøre en større og større andel af de smittede,« fortæller han.
Det, der følger nu, er en anelse teknisk, men afgørende for at forstå, hvorfor kontakttallet pludselig ændrer sig på trods af den hårde nedlukning af samfundet.
Der er I udgangspunkt to forskellige kontakttal. Et for de varianter af corona, vi kender, og et for den britiske mutation.
Eftersom den britiske mutation er mere smitsom, er dens kontakttal højere end det tal, der gælder for de gængse varianter af covid-19.
»På grund af de restriktioner vi har, så falder andelen af smittede med de klassiske varianter hurtigere, mens den britiske mutation udgør en større og større andel af de smittede,« forklarer Allan Randrup Thomsen.
Når man regner det samlede kontakttal ud, ser man både på, hvordan det ser ud for de klassiske varianter og for den britiske mutation, og når flere har den britiske mutation, vil en større andel have et højere kontakttal, og derfor stiger det samlede kontakttal også, fortæller han.
»Det er derfor, vi oplever, at kontakttallet stiger ovenpå en længere periode med stabile og faldende smittetal,« fortæller virologen.
Og i virkeligheden er det gode nyheder, at vi kan holde kontakttallet på et og dermed fastholde epidemien på et stabilt niveau, selv om den britiske mutation begynder at tage over, mener Allan Randrup Thomsen.
»Tværtimod er det en understregning af, at vi gør det godt,« siger han og uddyber:
»Men det er klart, hvis vi begynder med åbninger nu - eller i nær fremtid - så vil kontakttallet stige, og epidemien vil vokse.«
Derfor er det også vigtigt, at vi holder fast og holder ud, indtil flere er blevet vaccineret, forklarer Allan Randrup Thomsen.
»Det drejer sig om, at holde den gående med den britiske variant, indtil vi har fået vaccineret de sårbare grupper i samfundet. Når det er kommet på plads, kan vi begynde at tale om, at der kan åbnes igen.«

