Efter helt op mod 20 store droner fredag aften og i de tidlige nattetimer lørdag blev observeret over Køge Havn, afviser en ekspert nu de mystiske droner som russisk spionage.
Det gør han i et interview med TV 2, og det er der en helt særlig grund til.
»Jeg mener, man godt kan udelukke spionage. Det ville i hvert fald være en underlig måde at gøre det på, for hele humlen i at spionere er jo, at man ikke skal blive opdaget.«
Sådan lyder vurderingen fra en af Danmarks førende eksperter i militære luft- og droneoperationer, Karsten Marrup, i interviewet.
Lige netop området ved Køge Erhvervshavn, der ligger få hundrede meter fra marinaen, har over de seneste år været afspærret og brugt som militærområde adskillige gange.
Senest skete det 11. december 2024, hvor et område i havnen blev afspærret mellem 04.00 om morgenen til 19.00 om aftenen.
»Jeg kan slet ikke se en situation for mig, hvor russerne flyver rundt med så mange droner. Hvis de gerne vil vide, hvordan tingene ser ud i Køge, kan de for det første bare bruge satellitter,« siger eksperten og fortsætter:
»Og hvis de vil se forholdene endnu tættere på, kan de sende en enkeltperson ud for at fotografere.«