»Selvfølgelig var det forsætligt. De har gjort det, fordi de er sure.«

Ekspert i international politik og lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier Peter Viggo Jakobsen er ikke i tvivl.

Lørdagens russiske krænkelse af dansk luftrum var ikke en tilfældighed. Det var med fuldt overlæg. Også selvom Forsvarets Operationscenter har forklaret til B.T., at der er intet der tyder på, at krænkelsen var forsætlig.

Det er noget, som de har gjort siden 2014, da russerne gik ind på Krim-halvøen, og de har ingen intention om at stoppe. Tværtimod.

»De ved udmærket godt, hvor landegrænserne og de politiske grænser går. Det her har været en ren rutineoperation fra russisk side. Ligesom det også har været standard, at man sender et afvisningsberedskab på vingerne fra dansk side.«

Det russiske militærfly, der er af typen Antonov 30, fløj først kortvarigt ind i svensk luftrum syd for Blekinge. Det fik Sverige til at sende jagerfly af typen Jas 39 Gripen på vingerne. De fulgte militærflyet til dørs og tog fotos af det russiske fly.

Flyet befandt sig herefter øst for Bornholm og var meget kortvarigt lidt over en kilometer inde over dansk luftrum. Det bekræfter Forsvaret over for B.T.

Det fik danske F16-jagerfly på vingerne som led i det såkaldte afvisningsberedskab. De fik afvist det russiske fly, som derefter forlod dansk luftrum for at flyve tilbage til Kaliningrad, hvor det kom fra.

Det var sådan en type overvågningsfly, som fløj ind i dansk luftrum.
Det var sådan en type overvågningsfly, som fløj ind i dansk luftrum. Foto: Försvarsmakten
Vis mere

»De ved godt, hvad de laver. De markerer sig og flyver hjem. Det er en kontrolleret provokation,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Ifølge Peter Viggo Jakobsen, der er ansat ved Forsvarsakademiet, så er det lige meget hvilken type fly, der har været tale om.

»Russerne ved godt, at de skal lige til grænsen, men ikke over. Det fly har uden tvivl fløjet uden våben og især ikke atomvåben. Putin ved godt, at han så ville få NATO på nakken.«

Årsagen til at krænkelsen sker nu, er uvis. Det er kun det russiske militær, der ved det.

Men en mulighed kan være, at Rusland vil markere sig over for Danmark, da vi deltager flittigt i NATO-øvelser i de baltiske lande.

»Vi har haft russiske militærenheder i vores luftrum siden 2014. Det er ikke usædvanligt, men jeg har ingen idé om hvorfor nu. Det kan helt klart skyldes, at vi i disse dage sender tropper, maskineri og køretøjer til de baltiske lande, som et led i NATO øvelser. Og det er de sure over,« forklarer Peter Viggo Jakobsen og fortsætter:

»Derudover så er russerne også sure over, at svenskerne vil med i NATO sammen med Finland. Men man skal ikke gå at være bange. Den her hændelse betyder ikke noget. Vi har et afvisningberedskab i luften, det koster mange penge i brændstof og det er ikke godt for miljøet, men det er ikke farligt.«

Det er nu op til Udenrigsministeriet at vurdere, om der skal gøres noget ud af situationen. Det oplyser Forsvaret til B.T.

Peter Viggo Jakobsen ved heller, om man kommer til at skælde ud. Hvis Danmark vælger at kommentere på det, så er han sikker på, at vi ikke kommer til at genere russerne.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet på baggrund af det russiske fly i dansk luftrum. Dette har endnu ikke været muligt.