18 nye indlagte og 1.162 nye bekræftede smittetilfælde.

Dagens smittetal fra Statens Serum Institut viser, at det går den forkerte vej i forhold til coronavirus. Der er nu 103 indlagte, og 18 er i respirator.

»At der kommer flere indlagte, er en logisk konsekvens af, at smittetallene stiger. Men det viser også, at fortællingen om – at det ikke er et problem, hvis bare det er de vaccinerede og de unge, der bliver smittet – ikke holder helt,« siger Hans Jørn Kolmos, der er professor i mikrobiologi ved Syddansk Universitet.

Tallene kommer samme dag, som Sundhedsstyrelsen har meldt ud, at 3,5 millioner danskere er færdigvaccineret. Det svarer til 60 procent af befolkningen.

Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen og Sisse Marie Welling, sundheds- og omsorgsborgmester i København giver en hjælpende hånd med at vaccinere i Tingbjerg Pensionist Center i København mandag den 14. juni 2021.
Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen og Sisse Marie Welling, sundheds- og omsorgsborgmester i København giver en hjælpende hånd med at vaccinere i Tingbjerg Pensionist Center i København mandag den 14. juni 2021. Foto: Emil Helms
Vis mere

Samtidig har Sundhedsstyrelsen droppet anbefalingen om, at man skal holde en meters afstand. Ifølge Sundhedsstyrelsen, fordi der er styr på coronavirussen i øjeblikket.

Det stigende antal indlagte fik dog tidligere i dag ledende overlæge ved infektionsmedicinsk klinik på Rigshospitalet Åse Bengård Andersen til at ærgre sig:

»Det er ærgerligt at se, at smittetallet stadig er så forholdsvis højt. Men det, der bekymrer mig allermest, er, at der nu igen er et hop i antallet af indlæggelser,« sagde hun til Ritzau.

Ifølge Hans Jørn Kolmos viser det, at vi endnu ikke har lagt coronapandemien bag os.

»Deltavarianten er mere aggressiv. Vi kan godt risikere, at der kommer en tredje bølge. Det vil være lidt dumt, hvis vi fraskriver os muligheden for at bekæmpe den,« siger han.

Hans Jørn Kolmos understreger, at der ikke er grund til panik.

»Med 103 indlagte er det ikke noget, der presser sundhedsvæsenet. Så skal vi langt over 500. Det handler om at tage det i opløbet ved blandt andet at lave intelligente, lokale nedlukninger,« siger han.

»Store nedlukninger er der ingen, der orker mere. Så det skal vi for alt i verden undgå,« siger han.

Han mener heller ikke, at man kommer uden om at tilbyde et tredje vaccinestik til sårbare grupper i 2022.

»Vi skal stadig tage coronavirus alvorligt,« siger Hans Jørn Kolmos.