»Vi må holde vejret spændt for at se, om udviklingen også fortsætter tirsdag.«

Sådan lyder det fra tidligere direktør hos Statens Serum Institut, Nils Strandberg Pedersen, efter offentliggørelsen af mandagens smittetal.

Tallene viser, at 435 personer er bekræftet smittede med coronavirus i Danmark, og at antallet af coronapatienter på landets sygehuse er steget med 15 til 110. Der er ingen nye coronadødsfald.

Fredag i sidste ugge blev der registreret 678 nye smittede, lørdag 619 og søndag 424. Men ifølge Nils Strandberg kan vi på nuværende tidspunkt ikke sige, om kurven er på vej nedad igen. I weekenden testes nemlig færre mennesker, og dermed vil smittetallene også være lavere, end vi har har set fredag og lørdag.

Nils Strandberg Pedersen. Arkivfoto.
Nils Strandberg Pedersen. Arkivfoto. Foto: JENS NØRGAARD LARSEN
Vis mere

»Det kan være et godt tegn, men vi skal være opmærksomme på, at der er tale om weekendtal. Det er for tidligt at fejre den gunstige udvikling,« siger han.

Ifølge den tidligere SSI-direktør skal antallet af nye smittetilfælde ned på ca. 100 om dagen, før man kan sige, at situationen er stabil.

»Når der er så mange nye smittede, så er det udtryk for, at vi har mange lokale udbrud på for eksempel skoler,« siger han og påpeger, at det formentlig også vil være i denne uge, at vi vil begynde at se effekten af myndighedernes restriktioner som for eksempel mundbind på cafeer og restauranter og et forsamlingsforbud på 50 mennesker.

Selvom antallet af coronapatienter er stigende, er der langt til situationen i marts og april. Indlæggelserne toppede 1. april med 535.