Det liberale parti Demokraatit overraskede alt og alle som den helt store vinder ved valget i Grønland med 29,9 procent af stemmerne.
Selv partiets formand Jens-Frederik Nielsen virkede helt paf over valgsejren på valgnatten. Nu giver en ekspert sit bud på, hvordan det gik til, at Demokraatit sikrede sig en fremgang på mere end 20 procent og blev Grønlands største parti.
En del af forklaringen er, at Demokraatit ikke har talt så meget om selvstændighed som andre partier, vurderer Marc Jacobsen, der er ekspert i arktisk politik ved Forsvarsakademiet.
»Selvstændighed har fyldt meget i valgkampen, men Demokraatit har ikke talt så meget om det. Mange af deres vælgere virker til at være nogle, som godt kan se fordelene ved at samarbejde med Danmark« siger han.

I stedet er det helt andre ting, der har fyldt i Demokraatits valgkamp. Partiet har blandt andet talt meget om behovet for et lavere skattetryk.
»Skattetrykket i Grønland er enormt højt, og de fleste betaler over 50 procent i skat, og det har Demokraatit talt for at sænke« siger Marc Jacobsen.
Også emner som bedre forhold for handicappede og erhvervsdrivende har fyldt meget i Demokraatits valgkamp.
I det hele taget har partiet ført »en dygtig strategisk kampagne« i valgkampen, siger Marc Jacobsen.
Partiet og dets formand, Jens-Frederik Nielsen, har blandt andet været gode på sociale medier. Især på Facebook, som klart er det dominerende sociale medie i Grønland, siger Marc Jacobsen.
»Grønland er et Facebookland, og her har Demokraatit været gode til at føre en kampagnet præget af positive historier om livet i Grønland målrettet forskellige generationer,« siger Marc Jacobsen og fortsætter:
»Samtidig har Jens-Frederik Nielsen udmærket sig ved, at han er meget tydelig i sin kommunikation både på dansk og grønlandsk. Dermed favner han bredt, fordi han taler begge sprog. Det er vigtigt, for man skal huske, at der også er en del i Grønland, som ikke taler grønlandsk eller ikke er så gode til det.«
Jens-Frederik Nielsen skal i kølvandet på valgsejren afsøge mulighederne for at danne regering. Han har på forhånd sagt, at han er åben overfor at tale med alle de øvrige partier.
