Kommunen i den københavnske vestegn har i lang tid haft den højeste smitterate. Svaret på hvorfor skal findes i levevilkårene.
Ishøj Kommune har Danmarks højeste smittetal, der er langt over sundhedsmyndighedernes bekymringsgrænse. Smitteincidensen har det seneste døgn været 171 smittede pr. 100.000 indbyggere, og årsagen til, at smitten begyndte at brage afsted i kommunen, var ifølge Ishøjs borgmester, Ole Bjørstop, en stor fest med op mod 300 deltagere.
Sundhedsmyndighederne har mange gange påpeget, at store private fester kan medføre coronaudbrud, men det forklarer ikke de vedvarende høje smittetal i kommunen, mener ekspert.
»Når man ser på de forskellige smittetal rundt i landet, er det mit gæt, at det er forholdene, borgerne lever under, som vi skal kigge mere på for at kunne forklare forskellene,« siger Thorkild I.A. Sørensen, professor i epidemiologi ved Københavns Universitet.

Han har længe, med flere kolleger i ryggen, kæmpet for at overbevise sundhedsmyndighederne om vigtigheden ved udluftning og et godt indeklima.
Fokusset har førhen været på superspreder events, og først fredag tilføjede Sundhedsstyrelsen anbefalingen om, at holde fokus på hyppig udluftning.
»I små lejligheder med mange mennesker, hvor man ikke er opmærksomme på at få luftet ud, er forhold hvor smitten kan spredes. Det kan være af mikrodråber med virus i, der ikke falder ned med en til to meters afstand, men svæver rundt i rummene,« oplyser Thorkild I.A. Sørensen.
Mikrodråberne kan hænge længere tid i luften end større dråber. De kan også sprede sig med op til to meters afstand, som man ofte er i tætpakkede bebyggelser.
Og tætte bebyggelser præger Ishøjs boligsituation. Alene bebyggelseskomplekset Vejleåparken udgør godt 25 procent af kommunens indbyggertal med sine 5.000 beboere på få kvadratmeter per person.
Thorkild I.A. Sørensen mener, at man ikke har fået undersøgt denne grund til vedvarende smittespredning grundigt nok, fordi fokus i stedet har været på superspreder arrangementer.
»Hvis man virkelig skal forstå det, skal man tage højde for boligforhold og arbejdsforhold,« siger han.
Han mener ikke, at man kan tale om hvilke miljøer det er, medmindre det er simple fysiske ting, der er i spil. Det kan være mangel på plads og arbejds- og fritidsforhold, hvor man ikke holder afstand.
Dog nævner han, at det kan spille ind, hvis restriktionerne og anbefalingerne er svære at forstå og efterleve.
Thorkild I.A. Sørensen har i hvert fald et klart råd om, hvad der kan komme hjælpe på en af problemerne.
»Det er ekstra vigtigt at få luftet godt ud, når det bliver koldt udenfor og varmt og hyggeligt indendørs.«