Læsø, Fanø og Samsø har ikke nogle smittetilfælde med coronavirus, og en ekspert kommer med grundene til, hvordan det kan være tilfældet.

84 af Danmarks 98 kommuner har nu et bekymrende smittetal set med myndighedernes øjne, når man kigger på smittetilfældene over de seneste syv dage.

Det viser dagens tal fra Statens Serum Institut, hvor sundhedsmyndighedernes bekymringsgrænse ligger på 20 smittede om ugen per 100.000 indbyggere.

Fredag er der nu kun 14 kommuner, der ikke ligger over den grænse. Læsø, Fanø og Samsø er nogle af dem, og de har endda ikke haft smittetilfælde i over en uge.

Det kan der ifølge Jan Pravsgaard Christensen, professor ved Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet, være flere grunde til.

»For det første er det små isolerede samfund, hvor der ikke er den store transport frem og tilbage til andre kommuner hver dag,« siger han til B.T.

Smitterisikoen bliver mindre, hvis du ikke omgås mange forskellige personer og besøger adskillige destinationer i løbet af en dag. Og så er der godt med plads på øerne.

Men hvis et smitteudbrud opstår, kan der være ét stort problem.

Læsø er en af de øer, der hurtigt fik bugt med et smitteudbrud og nu igen er smittefrie.
Læsø er en af de øer, der hurtigt fik bugt med et smitteudbrud og nu igen er smittefrie. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Hvis de hænger sammen alle sammen i et samfund, kan smitten nemt brede sig hurtigt imellem dem,« siger Jan Pravsgaard Christensen.

Dog er det nemmere at opspore smittetilfælde i et lille samfund, hvis en person testes positiv for virussen. På grund af et godt kendskab til de fleste i lokalmiljøet, kan man hurtigere finde frem til dem, man muligvis har smittet.

Netop det var tilfældet ved et virusudbrud på Læsø, hvor fire personer blev konstateret smittet. Her lykkedes det på kort tid for øboerne at opspore smitten, og de kan nu igen kalde sig for smittefri.

»For det andet skyldes det også lidt held, at der lige nu ingen smitte er på øerne. Der er jo turister og pendlere på øerne, så at de ikke har spredt smitte, kan man godt kalde for heldigt,« fortæller Jan Pravsgaard Christensen.