Hele verden sukker efter en effektiv coronavaccine, så vi én gang for alle kan få bugt med den farlige virus, vende tilbage til hverdagen og så småt få verdensøkonomien på ret køl igen.

Men det er 'opskriften på en katastrofe', hvis vi skynder os for meget.

Det mener Howard Markel, som er direktør for center for medicinhistorie på University of Michigan.

»Det eneste, der skal til for at ødelægge et helt vaccineprogram som vi desperat har brug for mod denne virus, er en alvorlig bivirkning. Det er opskriften på en katastrofe,« siger han til CNN.

Derfor er det ifølge Howard Markel meget vigtigt, at vi væbner os med tålmodighed og ikke falder for fristelsen til at presse en vaccine igennem, før den har gennemgået alle de testfaser, som sikrer, at den både er effektiv og sikker.

For sporene skræmmer.

I 1955 kunne den amerikanske regering eksempelvis annoncere, at der endelig var kommet en vaccine mod den dengang frygtede børnesygdom polio. I løbet af få dage var der produceret titusindvis af vaccinedoser.

Men vaccinationerne fik skæbnesvangre konsekvenser.

Det viste sig, at der var levende polio i den del af vaccinedoserne, som blev produceret af firmaet, Cutter Labs.

Det førte til et stort udbrud af polio, selvom fejlen blev opdaget hurtigt, og vaccineprogrammet blev stoppet.

40.000 børn fik den frygtede sygdom, og flere hundrede af dem blev lammet. 10 døde efter at have fået vaccinen.

Howard Markels advarsel kommer efter, at chefen for den amerikanske lægemiddelstyrelse (FDA) i et interview åbnede for at bruge coronavacciner, før fase 3 er afsluttet.

Efter den udmelding vurderede Lægemiddelstyrelsens direktør Thomas Senderovitz, at EU - og dermed Danmark - ender med at give en såkaldt betinget godkendelse af en mulig vaccine og dermed tyvstarte på brugen.

»I EU stiller vi krav om, at der skal være fase 3-studier. De behøver dog ikke være helt færdige, fordi det vil typisk tage to-tre år. Det er der ingen i hele verden, der kan vente på,« siger han til Ritzau.

Rusland godkendte som første land i verden et præparat som vaccine mod coronavirus. Det havde dog slet ikke været igennem fase 3, der normalt er sidste fase af forsøg med lægemidler. Den indebærer test på flere tusinde mennesker.

I Rusland blev vaccinen godkendt efter mindre end to måneder med test på blot 76 personer.

Et lignende scenarie kan ikke tænkes i EU, understreger Thomas Senderovitz.

»Det kommer ikke til at ske. Det gør vi ikke i EU,« siger han.

Howard Markel fra center for medicinhistorie på University of Michigan advarer om, at det vil føre til omfattende mistillid til myndighederne, hvis en coronavaccine efterfølgende viser sig at have alvorlige bivirkninger eller ikke virker efter hensigten.