Statsministeriet afholder coronapressemøde onsdag, og særlig én ting kommer i fokus, vurderer en coronaekspert.
Klokken 10.00 har Statsministeriet inviteret til coronapressemøde.
Men det bliver et pressemøde uden nye restriktioner, men derimod en statusopdatering.
Det mener Flemming Konradsen, der er professor i global sundhed ved Københavns Universitet og videnskabelig direktør for global sundhed ved Novo Nordisk Fonden.
»Jeg tror, at man vil komme med en opdatering på situationen.«
»De kommer formentlig til at snakke om kontakttallet, som er stigende. Man vil formentlig også tale om den nye variant,« forklarer Flemming Konradsen.
En undervariant til omikronvarianten, der hedder BA. 5, er blevet dominerende i Danmark.
I forrige uge udgjorde undervarianten 32 procent af alle tilfældene i landet, mens varianten i sidste uge udgjorde 59 procent.
Og derfor vurderer Flemming Konradsen, at én bestemt ting kommer i fokus. Og det er vacciner.
»Man vil i særdeleshed snakke om vaccinationer. Det vil man blive nødt til.«
»De vil formentlig redegøre for, om man vil vente på nye vacciner, der passer bedre til den nye variant, eller man vil bruge de gamle,« forklarer Flemming Konradsen.
Professoren uddyber, at der vil være et stort fokus på de mest sårbare i samfundet, og man vil muligvis allerede nu snakke om, hvornår de måske skal vaccineres igen.
Men er der grund til bekymring?
»Nej. Man kan sige, at når smittetallet stiger, så er der grund til at være opmærksom.«
Flemming Konradsen forklarer, at den nye undervariant medfører generelt set et mildt forløb. Og det bakkes op af Hans Jørgen Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet.
»Det dårlige er, at vi har meget smitte i omløb tidligt på sommeren, men det gode er, at folk ikke bliver så syge. Der er generelt set tale om et relativt mildt forløb,« siger Hans Jørgen Kolmos.
Flemming Konradsen nævner afslutningsvis, at man ikke behøver at være bekymret for restriktioner lige her og nu.
»Vi kigger ikke ind i voldsomme nedlukninger, men måske meget målrettede nedlukninger på sigt, som for eksempel sygehuse eller plejehjem,« siger Flemming Konradsen.