Hvis du bor i Thyborøn kan du med god grund læse videre.

Eva Cecilie Bonefeld-Jørgensen, der er professor og leder for Folkesundhed ved Aarhus Universitet, mener nemlig, at borgerne i Thyborøn bør undersøges for PFAS-stoffer.

»Selvom man ikke kan gøre noget ved det nu og her, så kan man bruge det til at tage sine forbehold fremadrettet, og her tænker jeg specielt på børnene,« siger Eva Cecilie Bonefeld-Jørgensen til TV Midtvest.

Udmeldingen fra professor Eva Cecilie Bonefeld-Jørgensen kommer efter, at Lemvig Kommune og Miljøstyrelsen har fundet for høje koncentrationer af giftstofferne PFAS i Thyborøn.

»De prøver, der på nuværende tidspunkt er udtaget, viser for høje koncentrationer af PFAS,« lød det i pressemeddelelsen fra kommunen.

Koncentrationerne er faktisk så høje, at borgerne anbefales ikke at spise hjemmedyrkede grøntsager.

»Ud fra et forsigtighedsprincip anbefales det ikke at spise hjemmedyrkede afgrøder fra haven,« siger Claus Borg, der er direktør for teknik og miljø i Lemvig Kommune.

Borgere, som har oksekød eller fuglevildt fra Harboøre Tange liggende i fryseren, bør desuden kassere det for en sikkerheds skyld, står der også.

Undersøgelser af PFAS har fundet frem til, at der er statistisk sammenhæng mellem udsættelse for PFAS og nedenstående helbredsudfald, oplyser Sundhedsstyrelsen.

Her er der tale om forhøjet kolesterol, nedsat fødselsvægt, let leverpåvirkning og nedsat antistofrespons i forbindelse med vaccination.

Men man ved dog ikke, om PFAS er årsagen til helbredsudfaldene eller om andre forhold hos de eksponerede også kan være årsagen.

Der er blevet nedsat en indsatsgruppe for at kortlægge forureningernes omfang og kilder.