Ekspert advarer mod farligt insekt: Sygdommen spreder sig i Danmark


Det har længe været kendt, at flåtbid kan overføre sygdomme som borrelia og TBE. Nu er der dog også kommet en tredje sygdom, som danskerne bør være opmærksomme på.
Flåterne kan nemlig også overføre bakteriesygdommen tularæmi, der også kaldes for harepest.
Ifølge Statens Serum Institut (SSI), så skyldes harepest en bakterie, som ifølge eksperter er meget smitsom – selv når der er meget få bakterier til stede.
Sygdommen er derfor kommet på listen af sygdomme, der er i fremgang, skriver TV 2.
Førhen var det primært jægere, der blev ramt af bakterien, når de flåede harer – men nu kan bakterien også overføres gennem myg og flåter.
Ifølge Karen Angeliki Krogfelt, der er professor ved Institut for Naturvidenskab og Miljø på Roskilde Universitet, så er der ikke nok fokus på bakterien i dagens Danmark.
»I de gode gamle dage kendte både jægerne og lægerne harepest. Den er gledet lidt i baggrunden, men nu må lægerne gerne huske det igen. For bakterien er i den danske natur, og man kan se, at dyrene har antistoffer (fordi de er blevet bidt af en flåt med harepest, red.),« forklarer hun til TV 2.
Ifølge Statens Serum Institut (SSI), så blev der i 2024 registreret 29 tilfælde – hvilket er 12 tilfælde mere end der blev registreret i 2023, hvor der blev registreret 17 tilfælde.
Det kan derfor være en god idé at være ekstra opmærksom på flåtbid hen over sommeren.