Hoster du? Snotter du? Har du feber? Eller kender du nogen, der gør?

Så er du eller dine pårørende måske nogle af de tusindvis af danskere, der hvert år rammes af influenza, som om lidt har sæson-start.

For de fleste er det ganske ufarligt at blive ramt, men særligt for dem, der lider af kronisk sygdom, er gravide eller er over 65 år, kan influenza være en farlig diagnose, der i værste fald er dødelig.

Så tænker du måske 'pyha, det gælder ikke mig' – men vent lige:

Influenza er nemlig meget smitsom, så sørg for at hanke op i dine pårørende, hvis du regner dig selv for at være uden for risikogrupperne.

Er man særlig udsat, bør man nemlig vaccineres, råder forskningschef og overlæge på Nordsjællands Hospital Thea Kølsen Fischer.

»Jeg tror efterhånden, de fleste føler sig oplyst og ved, at influenza kan være farligt. Men mange tænker måske ikke, at det rammer dem selv eller deres pårørende. Det kommer ofte bag på de fleste, hvor syg man kan blive,« siger hun.

I dag bliver kun omtrent halvdelen af de 65+-årige vaccineret mod influenza. Det er langt fra verdenssundhedsorganisationen, WHO's, mål om, at 75 pct. skal vaccineres.

»I dag betragter rigtig mange mennesker på 65 og derover ikke sig selv som værende ældre. Derfor vælger en del det gratis influenzavaccinationstilbud fra,« siger hun.

Ifølge lægen er immunforsvaret ikke lige så stærkt, når man bliver ældre, og man bliver derfor mere modtagelig over for infektion samtidig med, at risikoen for at udvikle alvorlig sygdom stiger.

Thea Kølsen Fischer så gerne, at flere blev vaccineret – ikke kun for egen vindings skyld – men også for omgivelsernes skyld.

Influenza-vaccinen gives gratis pr. 1. november til de særligt udsatte gruppe, og beskyttelsen holder cirka et halvt år frem.

»Vaccinen mobiliserer en hær af immun-forsvarssoldater, som så rykker ud, hvis man bliver ramt af sygdommen. Hvis ikke man har fået vaccinen, så kan kroppen ikke lige så hurtigt finde ud af, hvad der sker, og det tager længere tid at mobilisere et forsvar,« siger forskningschefen.

De sidste års influenza-sæsoner var særligt hårde, og et stort antal danskere blev da også vaccineret sidste år. Hvorvidt det i år bliver lige så slemt, er uvist.

»Det er umuligt at forudsige, men vi ser altid på, hvad der sker på den sydlige halvkugle, for at få en indikation af, hvordan det bliver for os.«

»I år har Australien været hårdt ramt, men det kan naturligvis nå at ændre sig for Danmark,« siger Thea Kølsen Fischer.

Hvert år dør 1000-2000 mennesker af influenza i Danmark.