Da den svindelsigtede Britta Nielsen købte en Land Rover hos en bilforhandler i byen Nelspruit i Sydafrika i 2007, vakte særligt én detalje opsigt.
Britta Nielsen betalte for bilen kontant med det samme, fortæller en kilde med særlig viden om købet. Og bilen var slet ikke til hende, siger kilden.
Den var til en mand, der i dag er sigtet for hæleri i den store svindelsag, hvor Britta Nielsen i sit job som afdelingsleder i Socialstyrelsen er mistænkt for at have svindlet staten for 111 millioner kroner.
Helt specifikt var der tale om topmodellen Supercharged Sport i sort til 800.000 sydafrikanske rand. Med den daværende kurs svarer det til ca. 600.000 danske kroner.
Ekspedienten i butikken spurgte: »Hvordan vil du betale?«.
»Kontant,« svarede Britta Nielsen.
Ekspedienten var lamslået. For Britta så helt almindelig ud og lignede slet ikke én, der havde råd til at købe en bil i den prisklasse.
»Men hun tog sit kreditkort og betalte hele beløbet med det samme,« fortæller kilden.

Den sorte Land Rover, som forhandleren i Nelspruit havde stående, var dog ikke god nok til den hælerisigtede. Bilen havde nemlig sorte lædersæder, men den sigtede person - som B.T. ikke kan beskrive nærmere på grund af navneforbud - ville have cremefarvede sæder.
Derfor blev udgaven med de cremefarvede lædersæder bestilt hjem med endnu en detalje som ekstraudstyr: lavprofildæk, så bilen kunne se ekstra smart ud.
Hvilket ifølge flere kilder, B.T. har talt med, er det dummeste at gøre til kørsel i et savanneområde, hvor man har brug for at køre i terræn.
»Så den kunne slet ikke bruges til turene i området,« fortæller en anden kilde.
Da det viste sig bøvlet at bruge bilen i området, valgte Britta Nielsen at købe en ny Range Rover til den hælerisigtede, fortæller en kilde.
En sælger fra den sydafrikanske Land Rover-forretning fortæller, at man ikke kunne se på den sigtede mand, at han havde penge.
»Han lignede en almindelig fyr,« siger sælgeren, der ønsker at være anonym.
Denne gang købte familien den terrængående Land Rover Defender 90. Og den skulle have masser af specialudstyr. Blandt andet et såkaldt roof-rack, som giver mulighed for telt på taget.
Ifølge Ekstra Bladet blev købet gennemført den 3. oktober 2017 til en pris på 370.000 danske kroner.
Begge luksusbiler blev ifølge flere kilder købt til en af de i alt tre sigtede i sagen.
Som B.T. tidligere har beskrevet, købte Britta Nielsen ifølge en diamanthandler i maj 2012 diamanter, ringe, armbånd og halskæder sammen med to andre hælerisigtede for et beløb svarende til 375.600 kroner.
Land Rover-købene i Sydafrika og ædelstenene er blot en af flere brikker i det komplicerede puslespil af svindel og overforbrug, som bagmandspolitiet i øjeblikket forsøger at samle i kølvandet på Britta Nielsens - ifølge myndighedernes mistanke - mangeårige svindel for 111 millioner kroner i Socialstyrelsen.
Britta Nielsen købte sig i 2006 ind i danskerkolonien Dannevirke, hvor hun opførte et luksuriøst hus.
Hun blev 22. august 2006 registreret i selskabet bag Dannevirke, viser dokumenter fra et sydafrikansk erhvervsregister. Altså blev luksusbilerne købt umiddelbart efter, at Britta Nielsen havde investeret i sit hus.

I nærheden af Britta Nielsens hus ejer en af de tre hælerisigtede i sagen desuden to stykker land på i alt 42 hektar, svarende til knap 60 fodboldbaner.
Kurator Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten, der står for at opspore og skrabe de mange forsvundne millioner sammen, har tidligere bekræftet, at han har Britta Nielsens værdier i Sydafrika i kikkerten.
Kammeradvokaten har allerede beslaglagt hendes hus i Hvidovre, en lejlighed, en ejendom i Sverige, ligesom blandt andet en Land Rover i Danmark også er blevet beslaglagt.
Som B.T kunne fortælle tirsdag, er pengene sandsynligvis også brugt på goder, som intet er værd i dag.

Således viser en video, hvordan Britta Nielsen sammen med de hælerisigtede har været på eksklusive ture i Afrika.
Blandt andet har de set på flodheste i den sydafrikanske Olifant-flod, badet i Det Indiske Ocean og nydt solen på en bådtur ud for Mozambiques kyst.
