Frydenlund Centret i Aarhus skal rives ned og bliver erstattet af en boligkarré-bebyggelse.

Det halvtomme center har for kort tid siden også været plaget af en gruppe unge, der smadrede et pizzeria med baseballbat.

Boligkarré-bebyggelsen bliver på intet mindre end 20.000 etagekvadratmeter i fire til seks etager. I stueplanen mod Viborgvej og Frydenlunds Allé skal der være butikker og restauranter.

Parkering bliver med stor sandsynlighed i stueplanen under et overdækket gårdmiljø.

Det er planen, som centerets ejer, NREP - Nordic Real Estate Partners Aps, har præsenteret for kommunen. Det skriver Aarhus Stiftstidende.

Forslaget er i øjeblikket i en forundersøgelse og vil efter komme i en forhøring blandt beboerne i nabolaget. Derefter kan arbejdet med at lave et forslag til lokalplan gå i gang.

»Vi ønsker en tidlig borgerinddragelse i forhold til planerne og er allerede i dialog med Fællesrådet for Møllevangen, Fuglebakken, Frydenlund og Charlottehøj. Vi planlægger et borgermøde om omdannelsen af Frydenlund Centret - det bliver formentlig lige efter efterårsferien - hvor både fællesrådet og centerets ejer vil være repræsenteret,« fortæller arkitekt i kommunens planafdeling, Thomas Lygum Sidelmann, som også fortæller, at centrets ejer også ønsker at opføre kollegieboliger.

Kommunen står også fast om, at mindst 30 procent af boligarealet skal være boliger, der er egnet til familier. Målet med det er at skabe blandede boligområder.