Hvis man tænkte, at en tur i legeland kan være hårdt, så kan du lige smide tynd mave, bræk og smerter i maven oveni.

Midtjylland har været ramt af en ordentligt omgang roskildesyge, og det er især gået ud over Legeland Viborg, skriver TV Midtvest.

Legelandet havde lørdag cirka 350 gæster, hvoraf mere end 50 personer menes at være blevet syge efter besøget.

»Vi har aldrig prøvet det før. Så vi er lidt rystede over, det kan ske,« siger ejeren af Legeland Viborg, Kenneth Lovén til mediet.

Da gæsterne begyndte at ringe til legelandet, frygtede ejeren, at der var tale om madforgiftning, og Fødevarestyrelsen var derfor på besøg onsdag.

Men ifølge ejerens foreløbige konklusion, så er maden og drikkevarerne i legelandet ikke problemet, men den smitsomme virus, der har højsæson.

Og før legelandet igen kan åbne, er der kaldt ekstra personale ind til at rengøre det 3000 kvadratmeter store legeland.

Netop nu er det højsæson for roskildesyge, oplyser Fødevarestyrelsen.

Derfor gennemfører Fødevarestyrelsen også en oplysningsindsats om at undgå sygdommen.

Og skulle du blive ramt af roskildesyge, melder Fødevarestyrelsen, at du skal blive hjemme mindst 48 timer efter, du føler dig rask.